Profil fortsætter i Randers HH
Kasper Bonnesen bliver i Randers HH
Kasper Bonnesen og Randers HH er blevet enige om et set-up, der gør, at han kan fortsætte i Randers HH samtidig med, at han kan passe sit studie.
- Kasper Bonnesen har været i tænkeboks i længere tid i forhold til at fortsætte med at spille håndbold på topniveau. Det skyldes, at Kasper er i gang med medicinstudiet og således har haft store udfordringer i forhold til prioriteringen af sin tid til henholdsvis håndbold og studie og ikke mindst i de perioder, hvor Kasper er i praktik på diverse hospitaler, har kabalen været svær at få til at gå op, siger Peter Hansen, der er sportschef i Randers Herre Håndbold, i en pressemeddelelse.
Han fortæller, at de i Randers HH forsøger at ramme en balance, så spillerne udover håndbolden også har tid til et socialt liv samt det jobmæssige.
- Vi har afprøvet set-up'et med Kasper i den forgangne sæson, og vi er sikre på, at alle parter har helt styr på deres roller og accepterer hinandens udfordringer. Kasper giver truppen en god dynamik, idet han både kan sætte spillet op og også lave individuelle aktioner, som kan være afgørende i visse perioder af en kamp, siger sportschefen.
Kasper Bonnesen scorede i sidste sæson 90 mål for Randers HH, og hovedpersonen er glad for, at parterne nu er blevet enige om en ny aftale.
- Jeg er virkelig glad for aftalen. Balancen mellem studiet og håndbolden kan godt lade sig gøre. Vi har evalueret på sidste sæson og fået lavet en fin aftale for den kommende, som jeg er sikker på, vi kan lykkes med. Det er jeg utrolig glad for, siger Kasper Bonnesen.