Professor bliver vismand
Aarhus-professor udnævnt til økonomisk vismand
Professor Michael Svarer fra Aarhus Universitet er blevet udnævnt til ny økonomisk vismand. Det skriver Ritzau.
Økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) har mandag udnævnt professor i økonomi Michael Svarer fra Aarhus Universitet til vismand og dermed nyt medlem af formandskabet for De Økonomiske Råd.
Den 41-årige Michael Svarer tiltræder formandskabet 1. januar næste år. Michael Svarer har været professor i økonomi ved Institut for Økonomi på Aarhus Universitet siden 2008. Fra 2007-09 var han medlem af Arbejdsmarkedskommissionen.
Michael Svarers forskning er koncentreret om analyser af arbejdsmarkedet, men han har også forsket i familie-, sundheds- og boligøkonomi.
Michael Svarer afløser professor Michael Rosholm, der har været medlem af formandskabet siden 1. januar 2006. Michael Rosholm udtræder af formandskabet med udgangen af 2012.