Problembørn afskåret fra skolegang
Hadsten Kommune og amtet slås om, hvem der skal sikre otte adfærdsvanskelige unge skolegang. I to år har de kun modtaget få timer, og det gør dem endnu mere frustrerede.
Otte utilpassede unge har i to år ikke gået i skole, og de får kun sparsom undervisning. De går i 9. klasse og har krav på op imod 30 timer om ugen, men får væsentligt færre timer.
Problemet er, at Hadsten Kommune og Århus Amt ikke kan blive enige om, hvem der har ansvaret for, at de unge modtager undervisning. De unge opholder sig på døgninstitutionen Kanonen i Hadsten.
I to år har de modtaget eneundervisning, selv om det kun er tilladt i en begrænset periode. De unge er frustrerede, og pædagogerne advarer om, at de unge kan tage skade for livet. I hvert fald gavner opholdet på døgninstitutionen ikke de unge, fastslår pædagogerne.
Se historien i aften klokken 19.25 på TV 2 / ØSTJYLLAND.