Privathospital forarger med reklamefilm for fedtfrysning

Nygart Privathospital er kommet i strid modvind efter videoer, der opfordrer kvinder til at få nye bryster og få fjernet fedt fra kroppen

01:55

Et par videoer fra Nygart Privathospital skaber forundring og forargelse.

Den ene video bruges i forbindelse med en konkurrence om en såkaldt fedtfrysning, der er en behandling, som fjerner fedt fra kroppen.

Den anden video, som privathospitalet med afdeling i Aarhus bruger på sociale medier, reklamerer for nye bryster.

Anne Marie Weinrich mener, at kvindekroppene i videoerne ser tynde ud. 

- Man begynder da at sætte spørgsmålstegn ved, om jeg så også er for tyk. Har jeg også brug for en behandling, og er det overhovedet normalt at have noget fedt på kroppen, siger Anne Marie Weinrich, der går i gymnasiet.

Læs også Silkeborg-hospital er bedst til at behandle hjertesvigt

 Hendes mor, Mette Marie Weinrich, er enig:

- Jeg synes simpelthen, at man udsender et signal om, at normalt udseende piger og kvinder ikke ser normale ud, siger hun.

En undersøgelse viser, at hver anden pige mellem 13 og 15 år føler sig tyk. Andre undersøgelser viser, at mange piger springer badet over efter idræt i skolen, fordi de ikke ønsker at vise deres krop for andre.

01:11

Overlæge Tine Engberg Damsgaard kritiserer videoerne fra Nygart Privathospital.

Luk video

Overlæge Tine Engberg Damsgaard fra Aarhus Universitetshospital arbejder som plastickirurg i både det offentlige og private.

Hun har ikke meget til overs for videoerne.

- At lave reklame for kirurgi er i min optik ikke i orden, siger hun.

Om de kroppe, der optræder i videoerne, siger hun:

- Det ser ud til - på den del, man kan se - at de er helt naturlig bygget med en naturlig fedtfordeling.

Tine Engberg Damsgaard understreger, at folk ikke skal se fedt som en fjende.

- Der er en grund til, at vi har fedtet i vores underhud - blandt andet hen over hofterne er vi skabt med et fedtlag, som er med til at beskytte vores underlæggende væv og knogler, siger hun.

Det er Victoria Nygart, der som kommunikationsmedarbejder hos Nygart Privathospital står bag de omtalte videoer. Hun afviser kritikken:

- Jeg kan ikke rigtig forstå, hvorfor folk reagerer så negativt over den her, i mine øjne,  lille, meget uskyldige film.

Victoria Nygart mener ikke, at filmene slår på tromme for et bestemt kvindeideal.

- Jeg synes ikke, at vi kommer med noget forskruet ideal. Vi går ikke ud og siger, hvad er det rigtige bryst, og hvad er det forkerte bryst. Det er vi ikke ude i. Det er en måde at billedliggøre det, vi som kan tilbyde kvinderne, siger hun.

01:30

Victoria Nygart fra Nygart Privathospital afviser kritikken.

Luk video

Øverst i artiklen kan du høre Anne Marie Weinrich og Mette Marie Weinrich uddybe deres kritik af videoerne.