Private vil butiksdød til livs: - Vi trænger til noget positivitet
Butiksdød rammer flere butikker i regionen, men i Grenaa har en gruppe nu genåbnet en elektronikbutik
Der er butiksdød i flere dele af regionen. En af de byer, hvor butikkerne har måttet dreje nøglen om, er Grenaa. Det er en tendens, som de nye ejere af Punkt 1 og Expert vil forsøge at lave om på.
Læs også
Peter Tylvad har sammen med tre andre valgt at smide penge i projektet, så byens elektronikhandel igen kunne slå dørene op for kunderne. Og det gør han, fordi han tror på potentialet i Grenaa.
- En butik som den her bør kunne være i en by med denne kommunestørrelse. Det kan ikke passe, at vi skal køre til Randers og Aarhus, siger Peter Tylvad til TV2 ØSTJYLLAND.
Kundekontakt
En af de ting, som butikken bryster sig af, er, at de kan tilbyde noget, som deres største konkurrent, internettet, ikke kan.
- Vi vil gerne have en butik, hvor man kan gå ind og få den rette vejledning, i stedet for at købe på nettet. Det er vigtigt, at det hele ikke kun handler om pris. Det er ligeså meget vejledning, vi vil køre vores butik på, siger Peter Tylvad.
Det er en holdning, som nogle af kunderne i den nyåbnede butik er enige i.
- Vi handler ikke på nettet. Det er jeg ikke så god til, det er rart at komme ind i butikken og kunne få at vide, hvordan det fungerer, siger Benny Vad, som netop havde bestilt et køleskab til levering.
Der er flere, som tror på, at projektet med en genåbnet Punkt 1 nok skal lykkes, fordi den fysiske butik kan noget andet, end internettet kan:
- Jeg tror, det betyder rigtig meget for kunderne og det tilfører enorm værdi, at der ligger en fysisk butik. Man får den rigtige pris og kan snakke med et rigtigt menneske, det tror jeg aldrig går af mode, mener Kaj Knudsen, franchisemanager i Grenaa.
Vil gå forrest
For Peter Tylvad og de andre ejere af den nyåbnede butik, er det en masse hårdt arbejde, som nu er mundet ud i, at butikken igen kunne slå dørene op.
- Det er en lettelse at være kommet hertil nu, men det har været et langt sejt træk, men nu er vi på banen og kører herfra, siger han.
De håber på, at deres træk måske kan føre til, at nogle flere tager samme beslutning, og at det kan skabe noget positivitet:
- Det sender et signal om, at vi trænger til noget positivitet, mener Peter Tylvad.