Private universiteter udfordrer det offentlige
Privat teologisk uddannelsescenter i Århus oplever stigende interesse frem for den etablerede uddannelse på Universitetet i samme by.
Danmark er skueplads for en udvikling, som kan få konsekvenser for hele det danske uddannelsessystem.
Det private teologiske uddannelsessted Menighedsfakultetet i Århus oplever nemlig en støt interesse, mens de etablerede teologiske uddannelser i København og især i Århus melder om faldende popularitet, skriver Kristeligt Dagblad.
Menighedsfakultetet i Århus
Menighedsfakultetet optager studerende hvert andet år, og ligesom i 2005 har fakultetet i år 25 ansøgere. Fakultetet har siden 2005 tilbudt en internationalt anerkendt bacheloruddannelse, som sammen med en kandidatgrad fra et dansk universitet kan give adgang til præsteembede i den danske folkekirke.
Fakultetet drives økonomisk i kraft af årlige gaver på omkring 5,5 millioner kroner fra private. Ifølge institutleder på Learning Lab Denmark, Hans Siggaard Jensen, er Menighedsfakultetet med til at tegne en ny udvikling i det danske uddannelsessystem.
- Vi kommer bestemt til at se mere af det i Danmark, og det kan komme fra andre områder, som for eksempel læreruddannelsen. Man kunne forestille sig, at nogen ønsker at give titlen som skolelærer noget mere status og derfor etablerer en læreruddannelse med mere krudt i end de
traditionelle seminarier. Der sidder folk rundt omkring med den slags idéer, siger han og peger på to årsager til, at der etableres private uddannelser.
- Villigheden til at betale for sin uddannelse skyldes enten forestillingen om, at højere kvalitet i uddannelsen på sigt giver en bedre indkomst, eller at ens ideologiske bevidsthed ikke stemmer overens med de tilbud, der allerede eksisterer, siger Hans Siggaard Jensen.
Det sidste er Menighedsfakultetet et godt eksempel på, og fakultetets succes med at fastholde studerendes interesse, mens tilsvarende etablerede uddannelser oplever fald, kan give dønninger i hele det teologiske uddannelsessystem.
- Der er tale om en bestemt retning, som imødekommer de mere kirkeligt aktive, som så bevæger sig væk fra den traditionelle teologiske uddannelse, og det kan få konsekvenser for den, siger han.
Fokus på studiemiljøets åndelige side
Det kan Menighedsfakultetets leder Ingolf Henoch Pedersen bekræfte.
- Vi ønsker at skabe et studiemiljø, hvor den åndelige side bliver tilgodeset. Samtidig med at vi tilbyder en teologisk uddannelse, kan de studerende deltage i andagter og blive del af en mentorordning, hvor ansatte hjælper de studerende til at se en sammenhæng mellem uddannelsen og den kirkelige hverdag, som venter dem, siger han.
Ifølge lektor ved Center for Uddannelsesforskning, Aalborg Universitet, Jes Adolphsen er den private teologi-uddannelse helt i tråd med den "privatiseringsbølge", som har været i gang, siden Venstre kom til magten.
- Da Bertel Haarder sidst var undervisningsminister, nedlagde han en del seminarier, og når der nu er lærermangel, kunne man godt forestille sig, at nye private lærerseminarer bryder frem, siger han. Tilbage ved Learning Lab Denmark påpeger Hans Siggaard Jensen dog, at udviklingen i Danmark ikke vil være så markant som i de øvrige europæiske lande.- Det danske system er effektivt til at imødekomme de behov, der er, og der opstår derfor ikke i samme grad behov for uddannelse uden for det offentlige, siger han.