Prisfald på lejligheder
Udbuddet er steget 28 procent
Efter en lang periode med prisstigninger faldt priserne på ejerlejligheder i Aarhus i 2. kvartal i år med 2,2 procent, oplyser ejendomsmæglerkæden Nybolig i sin kvartalsrapport. Priserne er dog fortsat 5,2 procent højere end for et år siden.
- En del af prisjusteringen skyldes, at flere sælgere, der har fastholdt en for høj pris i forhold til markedet, har indset, at priserne generelt er faldet til et lavere niveau og har sat prisen ned. Samtidig er der kommet flere lejligheder til salg, der er prissat til et realistisk markedsniveau, der imødekommer flere købere, hedder det i kvartalsrapporten.
Priserne er dog under pres på grund af en kraftig stigning i udbuddet. I Aarhus er antallet af lejligheder til salg i 2. kvartal steget med 28 pct. Det er de stigende priser gennem 2010, der har fået flere ejere af lejligheder til nu at forsøge at sælge.
Baseret på den gennemsnitlige, sæsonkorrigerede kvadratmeterpris på ejerlejligheder solgt gennem Nyboligs forretninger i 2. kvt. i Aarhus faldt prisen fra et gennemsnit på 25.149 kr. i 1. kvt. til 24.583 kr. i 2. kvt.