Prisen på ældremad i ro

I det nye finanslovsforlig er der lagt loft over prisen på ældremad. Borgmesteren i Odder er utilfreds.

I finanslovsaftalen for 2009 blev partierne bag mandag enige om at lægge et loft over den pris, som ældre skal betale for maden. Loftet er på 3000 kroner, og det sætter en kæp i hjulet for at et flertal i kommunens byråd vil afskaffe sit tilskud til maden.

- Jeg er selvfølgelig utilfreds med, at man på den måde går ind i det kommunale selvstyre. Det var ikke nogen nem beslutning at afskaffe tilskuddet, men vi traf den, og så bliver vi bagefter udelukket fra at opnå besparelsen, siger borgmester Niels-Ulrik Bugge (V) til Århus Stiftstidende.

Venstre og De Konservative har ønsket helt at afskaffe det kommunale tilskud til maden. Der var tale om en besparelse på 500.000 kroner hvert år i tre år.