Prisbelønnet forfatter tager til Norddjurs

Kim Leine kigger forbi Ørum Bibliotek i Norddjurs Kommune

Tirsdag den 15. september får Ørum Bibliotek i Norddjurs Kommune besøg af forfatteren Kim Leine til en såkaldt 'forfatteraften'.

Kim Leine slog for alvor igennem i danskernes bevidsthed med romanen 'Profeterne i Evighedsfjorden', der vandt Nordisk Råds Litteraturpris i 2013.

Hans nye roman hedder 'Afgrunden', og det er den, der er baggrunden for besøget på Ørum Bibliotek.

- Det er da et af årets højdepunkter. Det er en af de bedste romaner, der udkom i foråret. Den er både menneskeligt spændende og historisk interessant, for den handler jo om borgerkrig vi ikke ved noget om, siger afdelingsleder af Norddjurs Biblioteker Lars Jørn Højlund Larsen til tv2oj.dk.

Bogen handler om tvillingerne Kaj og Ib, som er deltagere i den finske borgerkrig i 1918.

På Ørum Bibliotek forventer Lars Jørn Højlund Larsen en aften, der vil være pænt besøgt.

- Han ryddede stort set bordet sidste år, der var flere priser, der gik hans vej, og vi har allerede solgt en hel del billetter, siger han.

Arrangementet begynder klokken 19.00, og det koster 100 kroner at deltage. Billetter kan købes på Ørum Bibliotek eller på www.norddjursbib.dk.