Pris til manden bag postevand på karton
Jesper Krogh Kjeldsen fra Aarhus vinder iværksætterpris
Tusindvis af plasticflasker med kildevand bliver hvert år solgt til forbrugerne i supermarkeder, på tankstationer og andre salgssteder.
Men det er ikke så bæredygtig en løsning, tænkte Jesper Krogh Kjeldsen fra Aarhus, som i stedet fandt på at sælge ganske almindelig postevand fra hanen på karton.
Den idé sikrede ham torsdag en af priserne ved dette års uddeling af Ivækst Prisen. Den aarhusianske iværksætter snuppede Idealist Prisen, som gives til en 'dygtig iværksætter, der i den gode sags tjeneste får omsat idealer til praktisk realitet'.
- Jeg er pavestolt! Jeg kan bruge prisen som en platform til at fortælle historien om vores produkt en gang til. Mange tror, at vand er noget, man køber på tankstationen. De ved slet ikke, at det bedste vand vi har, er det der er i vandhanen, siger Jesper Krogh Kjeldsen til tv2oj.dk og fortsætter:
- Det er samtidig en blåstempling af vores produkt. Flere har gennem tiden stillet spørgsmål ved, om vi kun er 'in it for the money' eller sælger sand i sahara.
Drømmer om udlandet
Jesper Krogh Kjeldsens produkt hedder slet og ret Postevand og bliver solgt på blandt caféer og i Føtex-butikker landet over.
Han er i øjeblikket ved at lande en stor kunde, som han endnu ikke kan sætte navn på. Drømmen er også, at Postevand med tiden bliver at finde i udenlandske butikker og restauranter - ikke gennem eksport, men ved at firmaet opretter afdeling i et andet land og anvender landets eget postvand:
- Det kan den her pris måske også være løftestang til. Jeg har ikke nogle konkrete planer, men eksempelvis Sverige har de rigtig godt postevand. Måske det bedste i verden. Til gengæld drikker de også en del vand på flaske med alverdens smage. Her til jul har de blandt andet vand med brunkagesmag, siger Jesper Krogh Kjeldsen.
Også blandt andet folkene bag samkørsels-tjenesten Gomore vandt en af årets Ivækst Priser - nemlig prisen som Årets Væksteventyrer.
I videoen nedenfor kan du se Jesper Krogh Kjeldsens nomineringsvideo til Ivækst Prisen: