Pris til forstads-digter

Peter Laugesen fra Brabrand får Kritikerprisen for digtsamlingen 'Forstad til alt'.

Digteren Peter Laugesen, som bor i Århus-forstaden Brabrand, får Kritikerprisen 2003 for sin nyeste digtsamling "Forstad til alt". Bogens titel sender en kritisk hilsen til hans egen lille, stærkt samfundskritiske bog "Forstad til intet" fra 1980.

- Hvor særligt, ja, hvor unik den laugesenske tone er, kan man muligvis kun høre, når man sammenligner ham med andre danske lyrikere af i dag. Men så skiller han sig også ud, klart, og hvert år endda, og det er for denne evne til at overraske og altid udfordre, at han modtager Kritikerprisen, hedder det i motiveringen.

Prisen overrækkes den 5. februar hos Kunstrådet på Kongens Nytorv i København, og ved samme festlighed overrækkes lektor dr.phil. Hans Hauge, Århus Universitet, Georg Brandes Prisen for sin bog "Post-Danmark. Politik og æstetik hinsides det nationale". Hans Hauge får prisen for "sin frække modsigelyst, kombineret med en stor generøsitet og mangfoldighed".

Med æren for de to prisen følger 30.000 kr., som bevilges af Kulturministeriet.