Pris til brændeovnsekspert
Hyldet foran 100 østjyske erhvervsledere
I dag blev der sat navn på, hvem der skulle modtage prisen som Årets Ejerleder 2013 i Østjylland. Det blev Christian Skovbo i spidsen for Aduro A/S, der løb med prisen.
Christian Skovbo har etableret Aduro A/S med hovedsæde i Hasselager. Firmaet leverer brændeovne, der angiveligt er både miljørigtige og energieffektive.
- Det er lykkedes for Christian at lede virksomheden til en meget sund økonomi og god vækst, og han har udviklet en stærk og innovativ forretningsmodel, der rammer en niche i et ellers vanskeligt marked for danske producenter, siger medlem af dommerpanelet og områdedirektør i Nykredit, Frank Ryslev, i en pressemeddelelse.
Prisen blev uddelt på kunstmuseet ARoS i dag. Her var over 100 erhvervsledere fra området mødt op for at hylde den østjyske succeshistorie.