Pris til Århus Charter
To markante søstre modtog ErhvervÅrhus' Erhverspris 2007 for at have gjort en særlig indsats.
Indehaverne af Århus Charter, søstrene Ulla Stæt Andersen og Jette Rantala, modtog fredag aften i Musikhuset i Århus ErhvervÅrhus' Erhvervspris 2007, fordi rejsebureauet har gjort en ganske særlig indsats lokalt, nationalt og internationalt. Det skriver Århus Stiftstidende lørdag.
Søstrene voksede bogstaveligt taget op i forsamlingshuset i Borum vest for Århus, som deres forældrene bestyrede, og tidligt i deres barndom blev de indprentet, at alle muligheder står åbne. Og lige siden er de fulgtes ad i tykt og tyndt.
Direktør Peter Kjær, formand for ErhvervÅrhus, siger til Århus Stiftstidende, at valget af Århus Charter blandt andet skyldes, at indehaverne siden starten for 20 år siden har taget det lange seje træk og haft fokus på kerneydelsen og fastholdt idegrundlaget.
Firmaet har klaret sig godt både i dårlige og gode tider i en vanskelig branche, måske ikke mindst fordi der altid har været megen opmærksomhed på medarbejderne.
I dag beskæftiger Århus Charter godt 50 medarbejdere og omsætter for 135 millioner kroner med baggrund i 135.000 års-rejsende, hvoraf to tredjedele mange år i træk har været gengangere. Hver weekend i højsæsonen har selskabet syv fly i luften.
Det er ikke kun ErhvervÅrhus, der har fået øje på Århus Charters forretningsgrundlag, idet rejsebureauet tre gange i 2001, 2005 og 2006 modtog branchen-prisen, Danish Travel Award, som Danmarks bedste charterselskab, valgt af de ferierejsende.
Århus Charter er kendt for god personlige betjening, god ledelse og god personalepolitik - kort og godt god gammeldags købmandsskab.