Prinsen kører ræs på Djursland

Prins Joachim gasser i weekenden op i sin Lotus Cortina på Ring Djursland

Prins Joachim stiller op på Ring Djursland i sin Lotus Cortina.

Prins Joachim stiller op til start, når Ring Djursland i weekenden lægger asfalt til løbet Classic Car Meeting.

Næsten 150 kørere i historiske racerbiler er tilmeldt Classic Car Meeting. En af dem er Prins Joachim. Han starter med sin cremefarvede Lotus Cortina, som han tidligere har kørt race med på Ring Djursland, der i øvrigt er den bane, hvor han vandt sin første sejr.

Prins Joachim starter i klassen for de ældste biler - dem, der er bygget i 1965 eller tidligere. Der er i alt 27 tilmeldte i klassen, så motorprinsen skal virkelig give gas, hvis han atter skal vinde.