Prins Henrik er klar til jazz

Får et par travle dage i Østjylland

80-årige Prins Henrik får ikke mulighed for at sove længe om morgenen, mens han i denne måned holder sommerferie på Marselisborg - i hvert fald ikke hver dag.

I dag, torsdag, stævner prinsen ud i Kattegat for at deltage i åbningen af årets Tunø Festival.

Prins Henrik er protektor for den lille østjyske jazz- og folk-festival. Under dagens besøg opfører de lokale børn et musikalsk indslag for den kongelige gæst, inden han senere ser nærmere på, hvad øen og festivalen ellers kan tilbyde.

Prins Henrik har tidligere besøgt Tunø Festival, dog ikke som protektor. De tidligere besøg har været uofficielle og ganske uformelle.

I morgen, fredag, er Prins Henrik tilbage på fastlandet, når han indvier Hammel Neurocenters nye sansehaver. Prins Henrik er protektor for Lions Danmark og har tidligere overrakt en check på 500.000 kr. til Hammel Neurocenter på vegne af organisationen.

De 10 sansehaver ved Hammel Neurocenter bliver indviet kort efter kl. 16.