Pride nomineret til pris
Priden i "Smilets By" er nomineret til prisen "Årets Organisation"
Hele seks af de nominerede til årets homoprisuddeling i København har base i Aarhus.
Torsdag den 14. februar finder årets homoprisuddeling sted, og Aarhus er for alvor kommet på det danske homolandkort. Seks af de 21 nominerede har nemlig base i Aarhus.
"Axgil Priserne" uddeles af Copenhagen Gay & Lesbian Chamber of Commerce og hædrer enkeltpersoner, organisationer og virksomheder, som gør en indsats for LGBT-personer (homo- og biseksuelle samt transpersoner).
I kategorien "Årets organisation" er Aarhus Pride nomineret. Priden, som var den første i Danmark uden for København, blev for første gang afholdt i 2012 med stor opbakning.
- Vi er virkelig stolte over at være nomineret til en Axgil-pris, og det gør selvfølgelig, at vi glæder os endnu mere til at gentage succesen den 1. juni, hvor priden ligger i år. Samtidig er vi glade for, at man i København har fået øjnene op for, at provinsen faktisk også har en masse at byde på, siger Martin Møller Aamand, talsmand for Aarhus Pride.
Han og de øvrige frivillige bag Aarhus Pride håber selvfølgelig at få en pris med hjem fra hovestaden på torsdag. Det samme gør f.eks. Tine Kristensen, der er iværksætteren bag kultursitet og webshoppen PROUD! og nomineret til "Erhvervsprisen".
- Her i Aarhus har vi ofte travlt med at understrege, at vi kan det samme som københavnerne. Det synes jeg slet ikke, der er vigtigt. Det vigtige er, at vi har en by, som er dejlig for alle at være i. At aarhusianske aktivister i den grad sætter sig på en pris, som faktisk hører hjemme i hovedstaden, det siger meget om optimismen, kulturen og gejsten iblandt LGBT'er i Aarhus," siger Tine Kristensen.
I kategorien "Årets homosted" står kampen blandt andet mellem diskoteket GBAR og Café Sappho i Aarhus. Det farverige ensemble Ask Helga, hvoraf det ene medlem kommer fra Aarhus, er nomineret til "Kulturprisen", mens Jens Thygesen, som i en menneskealder har arbejdet i STOP AIDS (nu AIDS-Fondet), er iblandt de nominerede til "LGBT Danmarks aktivistpris".
Årets i alt syv Axgil-priser uddeles torsdag den 14. februar på Bremen Teater i København ved arrangementet Axgil 2013.