Prestigefyldt nominering

Den Gamle By kan snuppe fornem museumspris

Prisen er ikke givet til Danmark siden 1994, men nu får Den Gamle By mulighed for at få den prestigefyldte museumspris European Museum of the Year Award.

Den uddeles til et museum, som har markeret sig særligt inden for de seneste år.

Nomineringen begrundes især med fire områder, hvor Den Gamle By har gjort sig særligt bemærket: Den nye 1974'er bydel, et stigende besøgstal, særlige tilbud til ældre og handicappede og museets alternative udstilling, hvor en hjemløs mand flyttede ind for at bo i en baggård på museet.

- Jeg håber selvfølgelig, at Den Gamle By får prisen, og jeg har sikret mig, at der er plads i kufferten. Men alene det at være nomineret er en anerkendelse, som vi er glade for nu at kunne skrive på museets CV. Vi bliver 100 år i år, men museet har aldrig været yngre. Den Gamle By bliver aldrig færdig, og det er fantastisk at opleve som folk begejstres over mange af de nye ting, der hele tiden kommer til, siger museumsdirektør Thomas Bloch Ravn i en pressemeddelelse.

I 1988 gik museumsprisen til Brandts Klædefabrik og i 1994 til Nationalmuseet.

Uddelingen foregår i Estlands hovedstad Tallin lørdag 17. maj.