Pressalit etablerer fabrik i Asien
Virksomheden fra Ry, der især er kendt for at producere toiletsæder, vil nu erobre Asien.
13. aug 2009, kl. 10:14
Mere end 30 dage gammel
I løbet af næste år vil Pressalit Group A/S lave en ny fabrik i enten Thailand eller Vietnam. Det oplyser virksomheden i en pressemeddelelse. Det er første gang i Pressalits historie, at virksomheden etablerer produktion af toiletsæder i plast uden for Danmark. Det sker primært for at erobre markedsandele i Asien.
- Det er nødvendigt for os at være til stede i Asien, så vi ikke skal have omkostninger ved at fragte vores produkter fra Europa til Fjernøsten. Derfor må vi etablere os lokalt, fortæller ordførende direktør Dan Boyter.
Det understreges, at etableringen af den nye fabrik ikke vil betyde nedlæggelse af arbejdspladser i Ry.