Presley i Randers
Rockstjernens kusine indvier ny Elvis-butik i Randers.
For første gang nogensinde har en repræsentant for Presley-familien sat fødderne på dansk grund. Rocklegenden Elvis Presleys kusine er i øjeblikket i Randers, hvor hun i morgen står for den officielle åbning af en ny Elvis-butik.
Forretningen Elvis Unlimited, der indtil nu har ligget i Store Voldgade, er flyttet til større lokaler i Underværket nær Kulturhuset. Det fejrer butikken med flere forskellige aktiviteter, men Donna Presley er dog dagens absolutte højdepunkt.
Donna Presley var tæt forbundet med sin verdenskendte fætter, og i perioden 1970-77 boede hun ligefrem sammen med Elvis på hans ranch, Graceland. Siden Elvis' død i 1977 har Donna Presley blandt andet haft fast arbejde med at besvare fanbreve, og hun har desuden holdt et utal af foredrag i hele verden.