Premiere på populær musical: Flere paralleller til nutidens bandekonflikt
Musicalen West Side Story har snart premiere på Aarhus Teater. Instruktøren og de medvirkende ser klare paralleller til nutidens bandekonflikter
Nogle vil måske huske den amerikanske musical, West Side Story, fra 1957, hvor omdrejningspunktet er kærlighedshistorien mellem Tony og Maria - men samtidig også rivaliseringen mellem to bandegrupperinger i New York City.
Læs også
Om ikke andet, så får danskerne nu muligheden for at genopleve den klassiske fortælling, der har premiere på Aarhus Teater på fredag.
Og emnet i forhold til de to bandegrupperinger i West Side Story kan da også siges at være ret aktuelt. Både instruktøren og de medvirkende kan i hvert fald se klare paralleller til nutidens bandekonflikter herhjemme.
- Jeg synes, der er mange paralleller - især handler det om unge mennesker, der bare keder sig og er svigtet, lyder det fra skuespiller Mathias Flint.
- Det er skønt, at man får et indblik i, at de her drenge i banderne faktisk bare er drenge med hver deres personlighed, som keder sig helt vildt. Og jeg er sikker på, at det også er sådan i vores virkelige verden. Men fra samfundets side bliver de bare lynhurtigt dømt - som de også selv siger i stykket – som tabere og outcasts. De bliver slet ikke set, for hvem de er. De får ikke en chance, siger skuespiller Isabel Schwartzbach.
Research på bandekonflikter
Også instruktøren, Rune David Grue, kan se parallellerne, men han understreger også:
- Vi har ladet den blive i 50’erne, fordi der er så mange omstændigheder i historien, som er bundet til den tid. Og der er så meget – også i musicalens stil og tone – som i mine øjne ville føles konstrueret at prøve og lade som om, at den foregik i Gellerupparken her og nu, siger han.
Læs også
I forbindelse med opsætningen har instruktøren også researchet på bandekonflikter for at søge inspiration.
- I USA, hvor musicalen kommer fra, har de haft bandekonflikter siden slutningen af 1700-tallet. På den måde er det noget, som er en meget indgroet del af amerikansk kultur og et amerikansk samfundsproblem, som først er dukket op her i Danmark de senere år, siger Rune David Grue.
Stykket henvender sig stadig til det almindelige teaterpublikum, som holder af den klassiske musical.
- Jeg tror, man vil begå en fejl, hvis man prøvede at sige til alle banderne derude; kom ind, og se den her musical, og se os vise jer, hvordan jeres verden er, fordi det ved vi ikke. Vi fortæller en historie, og vi laver en form for eventyr, understreger instruktør Rune David Grue.
Og ifølge skuespiller Mathias Flint rummer fortællingen elementer, som alle kan relatere til.
- Dét lys, der er nede i midten af det hele – om det så er kærligheden eller bare håbet om noget bedre, som jo også gennemskinner den her fortælling – det er jo noget, alle kan relatere til. Det er både kærligheden, men også håbet om forandring, siger han.