Præster er bange for at tale om Helvede

Det er langt lettere at tale om Himlen end om Helvede, mener professor ved privat århusiansk teologiuddannelse.

De er enige om, at det findes, men ikke hvad det er. Og de vil også helst undgå at beskrive, hvordan det ser ud.

Selv de præster og teologer, der mener, at det er muligt at ende i Helvede efter døden, vil nødig sætte ord på pinslernes sted nummer et, skriver Kristeligt Dagblad.

- Det er lidt farligt at tale om. Man kan let blive fristet til at tale om Helvede som et sted, der er aktuelt for alle andre end én selv. Den fristelse vil jeg gerne undgå, siger Peter V. Legarth, professor ved den private teologiuddannelse Menighedsfakultetet i Århus.

Han og flere andre fra den kirkelige højrefløj har ellers i de seneste måneder argumenteret kraftigt for, at det er muligt for mennesker at blive dømt til et evigt liv i Helvede efter dette jordiske liv.

<b>Danske sognepræster taler uden om</b>
Debatten blev i denne omgang sat i gang af Jens Ole Christensen, generalsekretær i Luthersk Mission, der ærgrede sig over, at mange danske sognepræster taler uden om muligheden for den evige fortabelse og i stedet tror på alles frelse.

Men heller ikke Jens Ole Christensen har i dag lyst til at være konkret, når det handler om, hvad det er for sted, man så kan ende i al evighed.

- For det første ved jeg ikke, om Helvede er et sted eller en tilstand, og Bibelen er også meget sparsom med oplysninger i den forbindelse. Jeg vil gerne følge Jesus i hans tilbageholdenhed i talen om fortabelsen, så når han stopper, gør jeg det også, siger Jens Ole Christensen.

Han tilføjer, at det er nemt at tegne et billede af ham og hans ligesindede som nogle, der skræmmer folk til tro med den megen snak om helvede og fortabelse.

- Vi kan let blive gjort til fortabelsens talsmænd, og det ønsker jeg ikke at være, siger Jens Ole Christensen. Middelalderens kalkmalerier og tidligere tiders billedkunst har ellers være flittige til at male billeder af helvede, hvor typisk djævle med rædselsvækkende våben torturerede de fortabte i et inferno af ild og evig pinsel.

Det billede køber sognepræst Henrik Højlund fra Løsning og Korning Sogne på ingen måde. Men han vil gå så langt som at sige, at Helvede er et konkret sted. Hvordan der ser ud, ved han ikke noget om, og han har ikke lyst til at gætte.

- Himlen er nemmere at tale om. Det er kommet på mode igen, men Helvede er stadig i skammekrogen. Det er ulogisk, da fortabelsen er en reel mulighed. Omvendt er man under begrundet mistanke for at ville svælge i lidelse, hvis man har behov for at pensle det ud, siger han.Men det er slet ikke så svært at beskrive helvede, mener Niels Henrik Gregersen, professor i systematisk teologi ved Københavns Universitet.

For mens himlen er et udtryk for det evige liv, er helvede udtryk for den evige død.- For mig er helvede meget enkelt. Helvede findes ikke for så vidt, at Helvede betyder tilintetgørelse af personen. Det kalder jeg for den evige død. Helvede er dér, hvor Gud ikke er. Gud er liv, så dér hvor Gud ikke er, er kun død, siger Niels Henrik Gregersen.

<i>Kilde: Kristeligt Dagblad</i>