Præst vandt halv million i ’Hjem til gården’ – sådan vil han bruge pengene

Peter Viuff er sognepræst i Trige og vinder af ’Hjem til gården’ og en halv million kroner. Han har allerede lagt en plan for pengene.

01:27

VIDEO: Peter Viuff slog Tom Hedegaard i finalen. Video: Lotta Lemche / TV 2

Tvekampspladsen var gjort klar til det endelige opgør mellem præsten Peter Viuff fra Trige nord for Aarhus og it-manden Tom Hedegaard. De to deltagere havde gennem ti uger forberedt sig til denne dag, hvor én ville blive vinder, og én ville blive taber.

Den mest erfarne kæmper var Peter Viuff, som havde været i kamp fem gange, inden han atter trådte ind på kamppladsen.

Peter Viuff (tv.) og Tom Hedegaard (th.) lige før sidste dyst i finalen i 'Hjem til gården'. Foto: Lotta Lemche / TV 2

Tom Hedegaard var dog slet ikke uerfaren. Den stilfærdige viborgenser havde været i tre tvekampe, hvor han var ubesejret. Faktisk havde han været dødbringende i sine kampe og havde sendt hele fire andre deltagere ud af programmet.

På papiret var det en lige kamp mellem de to herrer.

I den sidste tvekamp skulle de save, svare på spørgsmål og kløve en mindre træstamme, så den passede i en form, der udløste en nøgle. Vinderen var den, som først fik nøglen.

Læs også Hun vandt over depression og begyndte på sit liv - få måneder senere ændrede en hændelse alt

I begyndelsen var kampen lige, men til sidst kunne præsten Peter Viuff hæve sine trætte arme i triumf og lade sig kåre som vinder af ’Hjem til gården’ og blive en halv million kroner rigere.

- Jeg er rigtig glad for min måde at sejre på. Jeg sejrede på den sværeste måde, fordi der var modvind hele vejen i programmet, og det kunne jeg godt lide. Det er der, jeg er bedst, siger Peter Viuff.

Hovedparten af pengene skal gå til et renovationsprojekt af en gammel gård, men det skal ikke kun være ham selv, som får glæde af præmien.

I finalen skulle finalisterne save og flække træ samt svare på spørgsmål. Peter Viuff mener, at et langt arbejdsliv gav ham en fordel. Foto: Lotta Lemche / TV 2

En populær præst

Når Peter Viuff ifører sig præstekjolen med den hvide pibekrave, så er han præst i de tre sogne Trige, Ølsted og Spørring udenfor Aarhus. Sammen hedder de et 'pastorat'. Der forestår han vielser, begravelser, gudstjenester, barnedåbe og konfirmationer.

Han føler, at hans deltagelse i 'Hjem til gården' har samlet mange i pastoratet. Han ser nye og flere mennesker i kirken, og der er flere forespørgsler på bryllupper og barnedåbe. Særligt samværet med sognenes børn værdsætter Peter Viuff meget.

Peter Viuff er en populær præst blandt de kommende konfirmander. Mange af dem fulgte med i 'Hjem til gården' med deres familier og heppede på Peter Viuff. Foto: TV2

Derfor vil han gerne give præmiepengene til børnene. Nærmere bestemt til spejdere og idrætsforeninger, som arbejder med børn i området.

- De gør et rigtigt godt stykke arbejde for børn, der er en lille smule udsatte. Derfor har jeg besluttet, at hvis der er nogle ting, de gerne vil have, så kan de søge om det hos mig, siger Peter Viuff.

Læs også Nu er det afgjort: Beboere vil hellere bo i Hou end Hov

Ifølge Peter Viuff hjælper foreningerne børn, som har det svært i skolen eller derhjemme. Det kan også være, at de er ordblinde eller har for meget energi.

Og det er problemer, han selv kender til.

- Jeg har selv været i samme situation som barn. Jeg havde for meget krudt i røven, svært ved at sidde stille og lærte for lidt, siger han.

Peter Viuff og tv-vært Lene Beier. Han græd efter sejren var i hus. Han håbede ellers, at han ikke ville græde i programmet. Foto: Lotta Lemche / TV 2

Et for aktivt barn

Trofaste seere af 'Hjem til gården' har ofte set Peter Viuff banke løs med en hammer eller save noget over på rekordtid. Det var ikke gårdens friske luft og økologiske grøntsagers skyld, men en evne som Peter Viuff udviklede helt fra barnsben.

Peter Viuff blev født i 1965. Hans forældre blev skilt kort efter, og han boede alene med sin mor og tre søskende. Det var utraditionelt at blive skilt i 1960'erne, og det gav Peter Viuff en uro i kroppen. Han følte, at han skulle tage ansvar for familien.

Læs også Politiet efterlyser voldsmænd fra video på nettet

Han kunne slet ikke koncentrere sig i skolen og lærte ingenting. Han tænkte kun på, hvordan han skulle overleve og forsørge sin familie. Lærerne kæmpede med at tøjle den fraværende dreng med for meget energi.

- Meget af min tid i skolen brugte jeg under katederet, hvor min lærer gav mig et spark, hvis jeg ikke sad stille, siger Peter Viuff.

Peter Viuff den første dag på 'Hjem til gården'. Han tabte sig 11 kg under sit ophold på gården. Foto: Lotta Lemche / TV 2

Læsefærdighed og regning var ikke vigtigt. Peter Viuff brugte skolen som et sted for morskab. Han fik ingen karakterer, fordi han ingenting lavede.

- Man troede, at jeg skulle på skole for læseretarderede, fordi jeg ikke kunne læse og skrive, siger Peter Viuff.

Han måtte gøre noget for at tøjle sin energi. Derfor begyndte han at arbejde. Fra han var 9 til 17 år gammel arbejdede han bare derudaf og lærte at bruge sine hænder.

Men han lærte også, at han var dygtig. At han kunne finde ud af noget. Det gav ham succesoplevelser.

En afgørende udvikling i hans liv som forandrede ham. Nu kunne han noget.

Læs også Karsten har været valgstyrer samme sted i over 25 år: Snart lukker det

- Jeg fik ros og følte, at jeg var blevet verdens stærkeste dreng, siger Peter Viuff.

Han håber, at børnene i hans pastorat kan få de samme oplevelser som ham selv, og han vil med sit tilbud til de lokale foreninger hjælpe dem i den retning.

Et liv efter 'Hjem til gården'

Tilbage er minderne fra tv-programmet. Minder om de hårde fysiske opgaver, de hårde tvekampe og intrigerne, som lige var ved at knække Peter Viuff.

- Jeg regnede med, at ’Hjem til gården’ ville være en spejderlejr. Sådan var det overhovedet ikke. Det psykiske spil var meget mere barsk, end jeg regnede med, siger Peter Viuff.

Søren Christensen og Peter Viuff diskuterede ofte på 'Ødegården'. Søren Christensen har senere udtalt, at han fortryder sin opførsel i programmet. Han deltog også i den første sæson af 'Hjem til gården'. Foto: Lotta Lemche / TV 2

Det blev rigtig alvor for Peter Viuff, da han røg ud på 'Ødegården'. Der kunne de slagne deltagere kæmpe om en plads i finalen. Men 'Ødegården' blev styret med hård taktik og voksenmobning af Søren Christensen fra sæson et og Jeppe Deele fra sæson to af 'Hjem til gården'.

- Det hårdeste var mit ophold på 'Ødegården'. Jeg blev så presset, at jeg følte, at jeg kunne banke Søren. Jeg var helt vildt sur! Det ville jeg selvfølgelig aldrig gøre, men så langt fik de mig ud. Jeg var krænket så længe, og det måtte ud af kroppen på en eller anden måde, siger Peter Viuff.

Læs også Kvinde ringede til moské i Aarhus: 50-70 personer vil angribe

Det var drømmen om det simple liv, der tiltrak Peter Viuff til programmet. Et liv uden hverdagens bekvemmeligheder. hvor livet ikke bliver forplumret af forstyrrende elementer. Et liv, hvor man arbejder og bagefter nyder frugten af sit arbejde.

Sådan var hans liv også, da han som barn arbejdede i timevis for at forbrænde sin energi. I 'Hjem til gården' fik han atter forbrændt en masse energi.

Læs også Se vores børnehaver og mød indbyggerne: Landsby holder åbent hus

- På gården fik jeg bekræftet, at det simple liv giver mig noget i stedet for at leve i overflod, siger han.

Det endte med at give ham en halv million kroner.

Men det simple liv tog også noget fra ham.

Han tabte sig 11 kilo på gården.

Du kan se alle afsnit af 'Hjem til gården' og 'Ødegården' på TV 2 PLAY.