Præsenterer sidste topnavn

Franske Phoenix gæster NorthSide til sommer

I december måned blev det afsløret, at NorthSide i år udvides med en tredje scene, der har fået navnet Red Stage. Nu løftes lidt af sløret for, hvilke bands man vil kunne opleve i det nye telt.

Daughter

Det længeventede debutalbum fra engelske Daughter udkommer til marts, og det kommer efter hele tre roste ep-udgivelser. Trioen er blevet kaldt et kryds mellem The xx og Cat Power.

Daughter spiller på NorthSide fredag 14. juni.

Everything Everything

Manchester-kvartetten har fået deres danske gennembrud med singlen "Kemosabe" fra det roste album "Arc", der er fyldt med energifyldte og fængende sange som blander pop, indierock og electronica.

Everything Everything spiller på NorthSide lørdag 15. juni.

Imagine Dragons

Las Vegas-kvartetten har taget USA med storm og imponerede ved at nå andenpladsen på den amerikanske albumhitliste med debutpladen "Night Visions". Salget er blevet hjulpet rigtig godt af hittet "Radioactive", der var P3's Uundgåelige i slutningen af 2012.

Imagine Dragons spiller på NorthSide lørdag 15. juni.

Michael Kiwanuka

Den roste engelske sangskriver toppede sidste år BBC's prestigefyldte Sound of 2012-liste efter udgivelsen af det fortrinlige debutalbum "Home Again". Kiwanuka lægger sig i en sangskrivertradition, der trækker på soul, jazz og folk, men præsenterer sangene med sit helt eget unikke udtryk.b

Michael Kiwanuka spiller på NorthSide lørdag 15. juni.

Tegan and Sara

Den canadiske søskendeduo har siden 1999 udsendt plader med alt fra beskidt indiepop til skarp synthpop og har undervejs indhentet en stribe priser i hjemlandet. GAFFA kaldte duoens seneste album "uimodståeligt iørefaldende".

Tegan and Sara spiller på NorthSide fredag 14. juni.

Udover de fem navne til Red Stage præsentere festivalen nu det sidste internationale hovednavn til programmet, og det er den franske gruppe Phoenix.

Gruppen udsender til april albummet, "Bankrupt!", som følger op på det succesfulde album "Wolfgang Amadeus Phoenix", der gav gruppen deres store gennembrud. Phoenix har siden 2000 stået for dansevenlig og blankpoleret popmusik, der fænger som de største hits fra 80'erne.

Bandet har ikke spillet i Danmark siden 2009.