Povlsen stopper i Silkeborg IF
Flemming Povlsen stopper efter eget ønske
Superligaspillerne i Silkeborg IF får ikke længere glæde af den tidligere landsholdsspiller Flemming Povlsens erfaring og vejledning.
Povlsen har fredag sidste arbejdsdag som assisterende træner i klubben, selv om han egentlig havde kontrakt året ud.
Europamesteren fra 1992 har i enighed med klubben valgt at ophøre samarbejdet, der begyndte i februar 2010.
- Naturligvis kommer jeg til at savne drengene, men jeg har været længe nok i gamet til at vide, at det er bedre at komme videre eller stoppe, imens gejsten og udviklingen føles på toppen, siger Flemming Povlsen til klubbens hjemmeside.
Sportschef Peter Knudsen har accepteret Povlsens opsigelse og vil nu bruge tid på at overveje, hvordan man bedst kan supplere det tilbageværende trænerteam med Keld Bordinggaard i spidsen.
Flemming Povlsen, der tidligere har været assistent i AC Horsens og Randers FC, fortsætter som sportschef på Hessel Gods Fodboldkostskole og som ekspertkommentator på TV2.