Povlsen stopper i AGF
Efter 12 år i AGF stopper Kasper Povlsen i klubben
25-årige Kasper Povlsen stopper i AGF til sommer, når midtbanespillerens kontrakt med klubben udløber.
Kasper Povlsen kom til AGF fra Dronningborg Boldklub som drengespiller, og han fik sin debut på 1. holdet tilbage i 2008.
- Jeg har ikke fået så megen spilletid det seneste år, og med kontraktudløb nu har jeg valgt at søge nye udfordringer. Det ændrer ikke på, at jeg godt kan lide at være i AGF. Det har jeg altid kunnet, men jeg må også tænke på min egen karriere, og jeg tror også, at det er sundt for mig at prøve noget nyt. Jeg har muligheden nu og står selv med beslutningen, og vejet op mod at jeg ikke har spillet så meget, er tiden den rette til at prøve nye udfordringer, siger Kasper Povlsen til klubbens hjemmeside.
Se: AGF får ny økonomidirektør
Beslutningen om at forlade AGF har ikke været nem at tage for midtbaneslideren, der har spillet 187 kampe for AGF.
- Det er selvfølgelig en smule vemodigt. Jeg elsker at komme på Fredensvang, så det bliver lidt specielt, at jeg ikke skal have min daglige gang her. Jeg har lært meget i AGF og har meget at takke klubben for. Jeg tager en god kultur og indstilling til tingene med mig - og en masse glæde. Selvom vi har haft nogle nedture, har jeg altid elsket at spille her, siger Kasper Povlsen.
Han har endnu ikke sin fremtid på plads, men han forventer at kunne præsentere sin nye arbejdsgiver snart.
Se: konkurrenterne drillede AGF
- Først og fremmest vil jeg gerne anerkende alle de år, Kasper har været i AGF. Han har stærke følelser for klubben, og i den korte tid, jeg har arbejdet med Kasper, har han altid udvist stor ærgerrighed. Han har ikke spillet lige så meget, som han selv kunne ønske, men dog alligevel haft en betydelig rolle på holdet. Han vil gerne spille mere, men det er der ikke umiddelbart udsigt til, og derfor stopper han. Det har ikke været den nemmeste beslutning i verden, for Kasper har altid ydet en dedikeret indsats for AGF og er vel det tætteste, man kommer på en klubmand, siger Morten Wieghorst, der er træner i AGF.
Dermed har Kasper Povlsen kun tre kampe tilbage i den hvide trøje. Næste gang han kan komme i aktion er på lørdag, hvor AGF på udebane møder Skive klokken 16.30.
Vinder aarhusianerne den kamp, er oprykningen til Superligaen sikret.