Povlsen har fundet ny klub
AGFs Kasper Povlsen fortsætter karrieren i Hobro IK
Forleden meddelte AGF og Kasper Povlsen, at kontrakten mellem parterne, der udløber til sommer, ikke bliver forlænget.
Kasper Povlsen ønskede nye udfordringer, og nu har han fundet dem.
Den 25-årige midtbanespiller fortsætter karrieren i denne sæsons helt store overraskelse i Superligaen - Hobro IK.
- Jeg glæder mig rigtig meget til at komme i gang med den nye sæson. Hobro IK har været inde i en flot udvikling, som jeg ser frem til at kunne bidrage til. Jeg har et indtryk af, at der er et godt sammenhold i klubben, hvor der er plads til, at man som hold og individuelt kan udvikle sig hele tiden, siger Kasper Povlsen, der har skrevet under på en toårig aftale med Hobro, til klubbens hjemmeside.
Kasper Povlsen kom til AGF fra Dronningborg Boldklub som drengespiller, og han fik sin debut på 1. holdet tilbage i 2008. Siden er det blevet til 187 kampe i den hvide trøje for midtbaneslideren.
- Kasper Povlsen er en spiller, som vi længe har haft på vores ønskeseddel, og derfor er vi stolte over, at det er lykkedes for os at tiltrække ham til vores klub. Han er en type, der bringer god energi, vilje og fight ind i spillet, og derfor passer han passer perfekt til vores hold. Kasper Povlsen er prototypen på en fodboldspiller i Hobro, siger Jens Hammer Sørensen, der er sportschef i Hobro.
Oprykkerne fra Hobro slog torsdag aften Randers FC i Superligaen med 1-0, og holdet er placeret på femtepladsen - tre point efter netop Randers.