Pourié: I dag var jeg skurken
Misbrugte stor chance mod AaB
En dyb stikning fra Silkeborgs Steven Morrissey bragte Marvin Pourié i fri position med mulighed for at udligne AaBs 1-0 føring mandag aften i Superligakampen på Aalborg Stadion.
Men tyskerens afslutning tog begge stolper og sprang i spil. Og så vandt AaB 1-0.
- Hvad skal jeg sige. Den situation vil forfølge mig de næste par dage. Hvis jeg havde scoret, kunne det have vendt kampen. Jeg er ansat til at score, og det gjorde jeg ikke. Så hvis jeg var helten mod FCK, er jeg skurken i dag, sagde en hudløs ærlig Marvin Pourié til TV3 Sport1.
Han ville gerne have haft et straffespark inden den famøse afbrænder, da han i første halvleg kom ind i en AaB-sandwich i det nordjyske straffesparksfelt.
Træner: Der var straffespark
Også Silkeborg-træner Viggo Jensen mente, der var straffespark, da han så situationen i slow motion efter kampen.
- Der kan dømmes straffe, men det skal man ikke forvente. Sådan er fodbold, konstaterede Silkeborg-træneren afdæmpet.
Viggo Jensen erkendte, at hans mandskab slet ikke leverede det nødvendige i en første halvleg, hvor AaB havde et klart overtag.
- Vi skulle være aggressive og presse på, men i første halvleg formåede vi ikke at lægge det pres, der skulle være på AaB. De får for meget tid til at vende spillet og få bygget op. Men sådan er det. Det er jo mennesker, man har med at gøre. Det er mange gange de små ting, der gør, om man får flyttet tingene i den rigtige retning. Det lykkes ikke for os i første halvleg, sagde Viggo Jensen, der var mere tilfreds med præstationen efter pausen, selv om det var her, AaB scorede.
Silkeborg-træneren erkendte, at det nu bliver særdeles svært at overleve i Superligaen.
- Nu er vi under pres før næste kamp mod AGF. Men vi skal blive ved med at forsøge at lave point, hvis vi vil overleve. Nu skal vi måske vinde fire eller sågar fem kampe, og det skal vi gå efter. Men vi har kun syv kampe tilbage, sagde Viggo Jensen til TV3 Sport1.