Poulsens landskamp hænger i tynd tråd
AGF-spilleren Jakob Poulsens ankelskade er så alvorlig, at han sandsynligvis må melde afbud til landsholdet.
Jakob Poulsen blev tirsdag udtaget til det danske A-landsholds testkamp mod Østrig den 3. marts, men en drilsk ankelskade ser ud til at sætte en stopper for midtbanespillerens deltagelse i kampen.
Poulsen forlod onsdag AGFs træningslejr i Spanien for at få undersøgt anklen i Danmark, men ifølge AGFs hjemmeside er det som udgangspunkt stadig planen, at han møder op i landsholdslejren.
JP Århus skriver dog, at AGF-træner Erik Rasmussen ikke kan forestille sig, at midtbanespilleren når at blive klar til landskampen, ligesom han sandsynligvis også må sidde udenfor, når AGF den 7. marts indleder Superligaens forårssæson mod FC København i Parken.