Postbude torpederet af bil
To århusianske postbude kom til skade, da en 66-årig kvinde fredag formiddag kørte over for rødt.
To århusianske postbude blev fredag formiddag kørt til behandling på skadestuen, efter at de var blevet ramt af en bil på Frederiksbjerg i Århus.
De to postbude befandt sig i det ene hjørne af et lysreguleret kryds, da en 66-årig kvinde fra den modsatte ende af krydset overså, at der var rødt lys. Kvindens personbil ramte direkte ind i siden af en anden bil, der var kørt over for grønt, og det skete med en sådan kraft, at bilen blev skubbet over i de to postbude.
På baggrund af de talrige opkald fra de øvrige trafikanter troede politiet i første omgang, at de to postbude var kommet alvorligt til skade. Det viste sig heldigvis, at der kun var tale om knubs, og postbudene kunne derfor nøjes med en rutinemæssig undersøgelse på skadestuen.