Postbil udsat for røveri i Århus
En postmedarbejder blev truet til at køre røveren to km ud af byen, hvor en anden røver ventede. Røverne forsvandt dog tomhændet.
En værditransport fra Post Danmark blev i aftes udsat for røveri i Århus kort før klokken 19.
Da en postmedarbejder kom ud til sin bil ved Storcenter Nord, sad en røver inde i bilen og truede postmedarbejderen med en pistol. Han blev tvunget til at køre et par kilometer ud af Paludan Müllers Vej til Århus Firma Sports p-plads.
Da de holdt stille, kørte en lille, hvid bil med en medgerningsmand ind på pladsen. Røverne bandt postmedarbejderen med tape, og begyndte så at skære en værdipakke op. Men bakseriet udløste en rød farvepatron, og det fik røverne til at tage flugten tomhændet.
Postmedarbejderen fik ingen fysiske skader under røveriet.
Århus Kriminalpoliti siger til TV 2 / ØSTJYLLAND, at de her til morgen ikke har nogen spor af gerningsmændene. TV 2 / ØSTJYLLAND bringer mere om røveriet i dagens udsendelser.