Post Danmark: Travleste jul nogensinde
20 % flere pakker gennem e-handel er status for Post Danmark i Aarhus indtil videre i december
De har haft travlt hos postvæsenet i december. Rigtig travlt! Det er især stigningen i net-handel, der giver ekstra arbejde for budene og de ansatte på pakkecentralen.
- Det er den travleste jul, jeg nogensinde har været med til. Vi har 20 % flere pakker i år i forhold til sidste år, fortæller postmester Torsten Andersen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Ifølge Gallup har 61 % af midtjyderne købt gaver gennem e-handel, så det er med stor sandsynlighed den tendens, som også gør sig gældende i det aarhusianske.
- Danskerne har i den grad taget handel på nettet til sig, og de køber flere julegaver her, siger Torsten Andersen.
Haft brug for vikarer og ekstra biler
Hos Post Danmark i Aarhus-området har stigningen i antallet af pakker givet ekstra udfordringer, som personalet ikke har kunnet løse uden hjælp.
- Vi har måttet leje 37-38 biler og kaldt lige så mange vikarer ind. Derudover er der ingen af vores fastansatte, der har kunnet holde fri i december, forklarer postmesteren.
En travl dag i denne måned kommer der 16-17.000 pakker gennem systemet i Aarhus, og Torsten Andersen tror på, at udviklingen fortsætter.
Bringer ud indtil kl. 22
- Jeg er også selv begyndt at købe flere gaver over nettet, så jeg tror på, at 2016 bliver et endnu travlere år for os, siger Torsten Andersen.
Men denne situation på centralen, er der et helt særligt spørgsmål, som melder sig:
Er der på grund af den enorme travlhed, så risiko for, at pakker ikke når frem inden jul?
- Vi bringer ud indtil kl. 22 i aften, så alle de pakker, som er hos os lige nu, kommer ud, garanterer Torsten Andersen.
Du kan høre hele interviewet med postmesteren øverst i artiklen.