Pornobutik drives sammen med ridecenter
Mindreårige børn har fundet sexlegetøj og pornoblade på ridecenter på Djursland. Forældre er bekymrede.
Hører dildoer og andet sexlegetøj hjemme i en rideklub?
Nej, mener en række bekymrede forældre, der har henvendt sig til den nu afgående formand for Auning Rideklub, Hanne Nysten.
Ifølge forældrene har pornoartiklerne ligget frit tilgængeligt i uforseglede papkasser i en ladebygning på ridecentret. En af forældrene fortæller til Århus Stiftstidende, at hendes egen datter og en kammerat har været med til at flytte de uartige sager. Yderligere to forældre har henvendt sig til Hanne Nysten om fund af pornoartikler.
Ridecentret drives af Birgitte Malmros gennem et anpartsselskab, Brunmose Ride Center ApS. Samme Birgitte Malmros driver også virksomheden Gitzz of Denmark ApS - et firma som handler med erotisk undertøj, sexlegetøj, pornofilm med videre.
Birgitte Malmros mener, at hun er offer for en ondsindet sladderhistorie.
- Der er ikke fundet pornoartikler her. Jeg sælger lingeri og havde en kasse stående allernederst, bagerst, gemt i en bygning, som overhovedet ikke har noget med rideskolen at gøre, siger hun til avisen.