Pornobrysterne er på vej ud

De østjyske kvinder vil stadig have lavet større bryster, men de skal ikke være lige så store som tidligere.

Antallet af unge kvinder, der vil have større bryster vokser, men implantaterne bliver mindre.

Det skriver Midtjyske Medier, der har talt med en række af landets privathospitaler.

- De unge piger, der ved, de vil have større bryster, er meget handlingsorienterede. De får gjort noget ved det. Antallet af brystforstørrende operationer har været nogenlunde konstant, men nu er markedet svagt voksende. Til gengæld bliver implantaterne mindre, fortæller Bo Jønsson, som er speciallæge i plastikkirurgi ved Aleris Privathospitaler, der blandt andet har afdelinger i Århus og Herning.

- Tidligere var en størrelse på 400 ml almindelig. Nu er de røget ned på 300 ml. Og der er et enormt behov. De bryst­forstørrende operationer udgør mellem 40 og 50 procent af alle behandlinger. Nogle dage kan jeg have helt op til en syv-otte stykker af dem, siger han til Midtjyske Medier.