Populær veteranbus sat til salg: Nu kan den blive din

Den gamle veteranbus på Samsø er sat til salg. Derfor kan det snart være slut med de daglige rundture på øen.

Den gamle veteranbus fungerer i dag som en turistbus, der næsten dagligt kører ø-rundture. Foto: Privatfoto

Den er svær at undgå, når man er på Samsø.

De sidste ti år har Svend E. Larsen kørt rundt på øen i den rødgule veteranbus og givet alt fra lokale til turister en rundtur på øen.

Da bussen er af ældre dato og i år kan fejre 85-års fødselsdag, er det en ø-rundtur, der foregår i et nostalgisk tempo. Her får passagerne lov til at opleve øen, mens Svend E. Larsen fortæller anekdoter fra de gamle dage på Samsø. 

Læs også Besættelsesmuseum frygter at detaljer forsvinder når overlevere dør

Den gule veteranbus kører dagligt i hele sommerperioden, og det er noget, der vækker opsigt, når den lille bus kører rundt.

- Når jeg er ude og køre rundture, bliver den fotograferet over 100 gange af turister, siger Svend. E. Larsen, der er ejer af veteranbussen på Samsø, til TV2 ØSTJYLLAND.

Men det kan snart være fortid at se bussen i gadebilledet på øen. Samsø Bussen er nemlig sat til salg.

Købt på Den Blå Avis

Det var en ganske almindelig dag, da Svend E. Larsen, som så mange andre dage, sad foran computeren og klikkede rundt på Den Blå Avis. Tilfældigt opdagede han, at svigerfamiliens bus var sat til salg.

Derefter tog det ikke lang tid for ham, før han slog til og købte bussen.

Bussen er en Chevrolet Six fra 1934. Den har kørt rundt på Samsø fra 1934 og helt frem til 1980, hvor den tilhørte Svend E. Larsens svigerfamilie. Herefter blev den solgt til et firma i Lyngby.

Der er plads til 16 passagerer i den gamle bus. Foto: Privatfoto

Derfor er det heller ikke kun turister, der er glade for bussen. Flere borgere på Samsø kan huske bussen fra deres barndom.

- Rigtig mange forbinder bussen med en masse barndomsminder, siger Svend E. Larsen.

Den gamle bus har siden 1970 været på en udenlandstur til Tyskland i nogle år, indtil den vendte tilbage til Danmark igen for lidt over ti år siden og blev sat til salg på Den Blå Avis.

Kan være fortid på Samsø

Ejer Svend E. Larsen har valgt at sætte den 85 år gamle bus til salg og dermed videre til en ny ejer, fordi han ønsker at indfri andre drømme.

Jeg håber meget, at den nye ejer vil beholde bussen her på Samsø, så vi stadig kan se den i gadebilledet.

Svend E. Larsen, ejer af Samsø Veteranbus

Men det er også med et vist vemod, at han nu sætter bussen til salg.

- Bussen betyder meget for mig. Den har jo tilhørt min kones familie. Og jeg har haft en masse fantastiske oplevelser med den, siger Svend E. Larsen.

Læs også Flere er vilde med historien: Gamle flintesten hitter

Svend E. Larsen kan ikke garantere, at bussen forbliver på Samsø, når den får nye ejere, men han vil gøre meget for det.  

- Jeg håber meget, at den nye ejer vil beholde bussen her på Samsø, så vi stadig kan se den i gadebilledet, siger han.