Populær skyr-variant kaldes tilbage: Gærvækst i bøtterne
Bøtterne med det populære morgenmadsprodukt er solgt over hele landet. Produktet er uegnet til indtag og bør leveres tilbage til butikken
Inden du spiser en Instagram-venlig morgenmad bestående af skyr, blåbær og müsli, bør du måske lige kaste et ekstra blik på mælkeproduktets emballage.
Bøtter med Cheasy Skyr Vanilje er onsdag blevet tilbagekaldt af Arla Foods, da der er risiko for utilsigtet gærvækst i produktet. Bøtterne er solgt over hele landet og kan kendes på mærkatet ”Bedst før dato: 31/08/2017.”
- Rådet er, at man leverer produktet tilbage til butikken, hvor det er købt, eller at man kasserer det, skriver Fødevarestyrelsen.
Læs også
Lugt og dårlig smag
Den utilsigtede gærvækst er kun fundet i et begrænset antal af de producerede bøtter med Cheasy Skyr Vanilje, men alle bøtter af den pågældende type tilbagekaldes for en sikkerheds skyld.
Gærvækst er ikke sundhedsskadeligt, men det kan føre en skuffende smag og en ubehagelig lugt med sig. Derfor beskriver Arla Foods produktet som uegnet til indtag.