Populær ferieform: Naturen er formålet

135 cykelturister indtager hele ugen cykelstierne i Randers og omegn.

Cyklisterne trodsede regnvejret.

Det er ikke kun Tour de France-ryttere, der tilbringer sommerferien på to hjul. Rekordmange har i år valgt at bruge denne uge på at være cyklende turister. En af dem er Flemming Nielsen.

Vi kommer ud og ser nye områder, som vi ellers ikke vil cykle i. Det er altid et nyt sted, som vi kommer ud at cykle i.

Flemming Nielsen, Koordinator for Cykelturistugen

- Vi kommer ud og ser nye områder, som vi ellers ikke vil cykle i. Det er altid et nyt sted, som vi kommer ud at cykle i, siger Flemming Nielsen, som er cykelkoordinator for Cykelturistugen i Randers.

Hvert år i uge 30 arrangerer Cyklistforbundet en "Cykel-turist-uge" et nyt sted i landet, og i år er turen kommet til Randers. Cykelturene tager dem forbi forskellige attraktioner i Randers området.

- Vi vil gerne vise Fjorden og Åen frem. Vi kommer til Gl. Estrup Slot, Hvidsten Kro og så skal vi ud og se den lille færge ved Mellerup, fortæller Flemming Nielsen.  

00:45

VIDEO: På trods af regnvejret cyklede cyklisterne de forskellige distancer.

Luk video

Familie på tur

For Jeanne Villestoft kan man godt kalde Cykelturistugen for en tradition. Hun har nemlig været med i seksten år.

- Det er så hyggeligt at komme herind og møde gamle venner. Vi kommer nok med igen til næste år, fortæller hun.

I år har hun sin datter og sit barnebarn Karla Villestoft på seks år med.

- Jeg kan godt lide det, som vi oplever, og det som vi ser og være sammen, siger Karla Villestoft.

Det med at kunne sætte tempoet selv er rigtig godt, når vi har en pige på den størrelse.

Tanja Villestoft, deltager, Cykelturistugen

Og selvom Karla kun er seks år, så synes hendes mor Tanja Villestoft, at det fungerer rigtig godt med en ferie som denne.

- Det tiltaler os, at vi kan være her sammen og sætte os i en grøft og tage en pause, når vi har lyst. Det med at kunne sætte tempoet selv er rigtig godt, når vi har en pige på den størrelse, siger hun.

Forskellige distancer

De 135 deltagere fra hele landet har base i Fladbro, og derfra kører de ruter på mellem 43 og 105 kilometer hver dag frem til på lørdag.

- Vi skal ikke ud at cykle stærkt og se, hvem der kommer først. Vi skal ud og nyde naturen og opleve noget. Naturen er vores primær formål med at cykle.

Læs også Skæbnesvanger sejltur: Nødstedte mænd på vandscooter reddet

Cyklisterne kan altså selv vælge mellem tre ruter, som har forskellige længder.

- Vi har det mål, at vi kører ud i alle retninger. Nord, syd, øst og vest fra Randers. Vi har tre ture af forskellige længder, som man kan vælge i mellem. Den korte tur er på omkring 45 km, mellemturen på 65 km, og de helt seje kører 100 km.

De 135 deltagere fra hele landet har base i Fladbro.

Randers har været et ønske længe

Ønsket om, at de cyklende turister skulle tage turen til Randers, har været der længe.

Efter utallige opfordringer har vi besluttet os for Randers i år. Vi er blevet spurgt så mange gange, så nu kunne vi ikke sige nej.

Flemming Nielsen, Koordinator for Cykelturistugen

- Efter utallige opfordringer har vi besluttet os for Randers i år. Vi er blevet spurgt så mange gange, så nu kunne vi ikke sige nej. Vores største udfordring har været at finde et sted at bo.

Der er ikke nogen, der har ladet sig slå ud af de mange regnbyger i dag. Så de cyklende turister ser frem til høj sol resten af ugen.

- Det er klart sjovere at cykle, mens solen skinner. Så det ser vi frem til de kommende dage, fortæller Flemming Nielsen.

Læs også Giftlinjen efter dobbelt dødsfald: - Vi ser ugentligt unge misbruge lægemidler