Popstar-Jon tiltalt for grov vold

Politiet har valgt at rejse tiltale mod den unge sanger for grov vold.

Den unge popsanger Jon Nørgaard, kendt fra tv-programmet Popstars, er blevet tiltalt for vold af særlig farlig karakter, skriver Ekstra Bladet tirsdag.

Det er politiet i Grenaa, som har udfærdiget anklageskriftet mod den 19-årige mand, der nægter sig skyldig. Han mener ifølge avisen, at der var tale om selvforsvar under et slagsmål natten til 1. juli.

Anklagen drejer sig om, at Jon Nørgaard skal have vækket en sovende mand i Grenaa ved at tildele ham knytnæveslag og spark i hovedet. Offeret lå på hospitalet i tre dage. Han pådrog sig et brud på næsen, blødning i højre øjenlåg samt hævelser i ansigtet, skriver avisen.

/ritzau/