Politiet beder om hjælp: Henning er fortsat ikke fundet

En 73-årig mand forlod sit hjem i Silkeborg torsdag. Fredag er han fundet død i Silkeborg Langsø.

Foto: Kim Haugaard - Scanpix

Opdateret: Den 73-årige mand er fredag blevet fundet død i Silkeborg Langsø. Hans navn og billede er efterfølgende fjernet fra denne artikel. Læs mere her.
___

Midt- og Vestjyllands Politi håber på hjælp fra borgere, der kan have set en 73-årig mand, der ikke er set siden torsdag, hvor han forlod sit hjem i Silkeborg.

Hele torsdag har politiet ledt efter ham med helikopter, hunde og patruljer, og natten til fredag fortsatte fodfolket eftersøgningen. Men desværre uden at finde den 73-årige mand.

Læs også Eftersøgning indstillet: Mand fundet død i sø

Familien henvendte sig til politiet, da de er bekymrede for hans helbred. Den 73-årige har en sygdom, som gør, at han godt kan dehydrere. Han er lettere dement, og familien er også bekymret for problemer med hans psyke, og om han kunne finde på at gøre skade på sig selv, oplyste politiet torsdag.

- Vi har været ude med en bred efterlysning i pressen og blandt andet også bedt taxachauffører om at holde øje. Vi var nødt til at stoppe dele af eftersøgningen i nat på grund af mørket, men vi genoptager den igen nu, siger Thomas Van Norde, politikommissær ved Midt- og Vestjyllands Politi.

Kan være gået langt

Han fortæller, at flere har kontaktet politiet, da de mener at have set den 73-årige, men det har desværre ikke resulteret i, at han er fundet, oplyser Thomas Van Norde.

Læs også Hjælp politiet: Mand fra Silkeborg er forsvundet

- Vi vil gerne bede folk om at være opmærksomme, og hvis man ser ham, skal man ringe til os på telefonnummer 114. Vi kan desværre ikke sige, at han formentlig er i et bestemt område, så det er en bred eftersøgning, siger politikommissæren.