Polsk mand svingede med kødøkse: Anholdt for røveri
En 25-årig mand fremstilles torsdag morgen i retten
Opdateret: Den polske mand er blevet idømt fire måneders betinget fængsel, udvisning af Danmark og indrejseforbud i fire år for røveriet. Han har udbedt sig betænkningstid.
En episode ved Fakta på Skanderborgvej i Aarhus udviklede sig dramatisk. Da en 25-årig polsk mand blev tilbageholdt, fordi personalet mistænkte ham for at stjæle, trak han en økse frem.
- Manden kom ind i butikken og gik rundt med en halvåben taske. Hans opførsel virkede mistænkelig, og personalet holdt derfor øje med ham. Da han forlod butikken, forsøgte de udenfor at tilbageholde ham. Her trak han pludselig en kødøkse frem fra lommen og svingede med den, oplyser politiassistent hos Østjyllands Politi, Marianne Morgen.
29-årig mand udsat for groft røveri i Viby
Personalet lod ham derfor gå, og kort efter anmeldte de røveriet.
Ingen blev ramt
- De var selvfølgelig nervøse, for hvad han kunne finde på, da han svingede med øksen. Men ingen var i fare eller tæt på at blive ramt, fortæller Marianne Morgen.
Et godt signalement fra personalet gjorde, at den patrulje, der var tættest på gerningsstedet, blot en halv time senere kunne anholde gerningsmanden, der var på vej væk. På sig havde han diverse varer, som han havde stjålet i Fakta.
Episoden fandt sted ved 9-tiden.