Pollen i luften
Tyske birkepollen blæser op over Østjylland
Vind og varme syd for Danmark har fået tyske birkepollen i luften og sendt dem med vinden til Østjylland.
Trods stadig bare danske birketræer er der nu så mange birkepollen i luften, at allergikerne kan mærke det. Astma-Allergi Danmark og DMI udsender fra i dag Dagens Pollental og Pollenvarsling for birk.
Pollentallet for birk i dag er 50.
Pollensæsonen for birk er omkring en uge senere end normalt, og det kan vi takke det kolde vejr i marts for. Sæsonen er normalt kort og intens i 3-4 uger med flest birkepollen i luften i dagene omkring 1. maj.
En sæson over middel
Det er svært at forudsige den totale mængde birkepollen for sæsonen.
Mængden afhænger blandt andet af vejret sidste sommer og den biologiske rytme, og det tyder på en sæson over middel i år. Men mængden afhænger også af, hvordan vejret bliver under blomstringen de næste 4-5 uger.
Generelt giver lunt og solrigt vejr under blomstringen mange pollen i luften. Til gengæld giver kulde og regn en stille sæson uden voldsomme mængder pollen.
Det er umuligt helt at undgå pollen. Derfor er det vigtigt at sørge for en effektiv medicinsk behandling og at holde øje med Dagens Pollental og Pollenvarsling. Har du - trods optimal behandling - symptomer, når tallet for pollen er højt, er der gode råd at hente.
GODE RÅD:
Mindsk pollen i øjnene ved at bruge solbriller eller cykelbriller
Vask eller skyl dit hår inden sengetid, så du ikke får pollen med i seng
Tør dit tøj i tørretumbler i pollensæsonen, så du undgår pollen i dit tøj og sengetøj
Hold en lang siesta i timerne omkring frokost, hvor der er flest pollen i luften
Luft ud tidlig morgen og sen aften, hvor der er færrest pollen i luften