Politisk opbakning til PTSD-ramt lokofører breder sig: - Sagen er dybt ulykkelig

Flere politikere vil have beskæftigelsesministeren til at tage Brian Borgs sag op

Bent Bøgsted (DF) og Leif Lahn (S) mener begge, at der skal kigges på reglerne for at få anerkendt arbejdsskader.

I løbet af sine 26 år som lokofører var Brian Borg involveret i otte ulykker.

Tre af gangene var han ved at miste livet.

I 2017 fik han konstateret PTSD af en psykiater og måtte stoppe med at arbejde som lokofører. Men fordi der er gået mere end seks måneder fra ulykkerne skete, til han gik psykisk ned, vil Ankestyrelsen ikke anerkende det som en arbejdsrelateret sygdom.

Lær hele historien her: Manden med ulykkerne

02:53

VIDEO: - Tre gange har jeg været så tæt på at miste livet ved at passe mit arbejde, hvor jeg ikke har været skyld i det, fortæller Brian Borg. Han er ramt af PTSD og kan ikke længere være lokofører. Men han kan ikke få anerkendt sygdommen som en arbejdsskade. Indslaget er fra 28. november 2018.

Luk video

Dybt ulykkelig sag

Ankestyrelsen har lovgivningen på sin side. Men det vil flere politikere på Christiansborg have lavet om på.

- Hans sag er dybt ulykkelig, siger beskæftigelsesordfører Leif Lahn (S) og fortsætter:

- Det er en sag, som vi er nødt til at tage alvorligt, siger Leif Lahn.

Og det er også en sag, som Leif Lahn vil tale med beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) om.

- Jeg vil fortælle ham, at vi er nødt til at gøre noget ved det og kigge på arbejdsskadeloven, siger Leif Lahn.

Læs også Venstre varsler håb for PTSD-ramte lokoførere

03:05

VIDEO: Britt Bager (V) mener ikke, at systemet er godt nok. Hun lover, at beskæftigelsesministeriet vil tage hånd om det. 

Luk video

Burde tælle med efter seks måneder

Han bliver bakket op af formand for beskæftigelsesudvalget, Bent Bøgsted (DF).

- Det er en sørgelig sag. Brian Borg burde have fået en afklaring for lang tid siden, siger Bent Bøgsted.

Også han mener, at der skal kigges på reglerne om, at man ikke kan få en sygdom som PTSD anerkendt som arbejdsskade, når der er gået mere end seks måneder fra ulykkerne skete til, at Brian Borg fik symptomerne.

- Der er tale om en arbejdsskadesag, så burde det også tælle med efter seks måneder, siger Bent Bøgsted.

Læs også Østjysk tillidsmand: Flere lokomotivførere kæmper med PTSD

Helt urimeligt

Venstres politiske ordfører, Britt Bager (V), finder det urimeligt, at lokoførere ikke kan få anerkendt PTSD som en arbejdsskade, hvis PTSDen dukker op år efter de traumatiserende hændelser fandt sted.

- Vi kommer til at behandle Brians sag - det virker helt urimeligt på mig, at denne mand ikke kan få en erstatning for at være blevet syg af at passe sit job, sagde Britt Bager onsdag (V) til TV2 ØSTJYLLAND.

Veteraner har siddet i samme situation 

Den situation Brian Borg sidder i nu, har flere krigsveteraner tidligere siddet i.

Veteraner, der fik konstateret PTSD senere end seks måneder efter udsendelse, fik ikke anerkendt sygdommen som en arbejdsskade.

Dette medførte, at folketinget vedtog en særlov i 2014. I særloven, der kun gælder for udsendte soldater og andre statsansatte, bortfaldt kravet om en speciallægeerklæring inden for seks måneder efter hændelsen.

Og netop den forskelsbehandling er noget, der falder beskæftigelsesordfører for SF, Karsten Hønge, for brystet.

- Når man har det skidt, kan der gå lang tid, før man åbner op. Vi så det tidligere med soldaterne. At der er forskel på, hvordan man ser på eftervirkningerne af dårligt psykisk arbejdsmiljø, det forstår jeg ikke. Vores måde at håndtere det på er gammeldags og ude af trit, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.

Også Karsten Hønge ønsker rejse problematikken for beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen, Venstre.

Uvist, hvornår nye regler kommer

I en mail til TV2 ØSTJYLLAND slår beskæftigelsesminister, Troels Lund Poulsen, fast, at han ikke vil sagsbehandle konkrete sager. Og han vil heller ikke garantere en arbejdsskadereform før det kommende folketingsvalg.

- Det ændrer ikke på, at jeg enig med Britt Bager (partifælle red.) i, at vi skal se nærmere på det her. Og det kommer vi også til, når vi skal se på arbejdsskadeområdet. Det er der behov for, skriver Troels Lund Poulsen.

Han fortsætter:

- Vi er allerede nu i gang med et at udarbejde et lovforslag, der skal rette op på konsekvenserne af en Højesteretsdom, der har betydet et stort fald i antallet af anerkendelser. Der er også et arbejde i gang i WHO, hvor man ser nærmere på kriterierne for PTSD, og som betyder, at det kan blive nemmere at få anerkendt PTSD som en arbejdsskade. Det arbejde følger vi tæt.

TV2 ØSTJYLLAND ville gerne have haft svar på, om der skal laves en særlov for andre udsatte faggrupper end soldater - såsom lokomotivførere og politibetjente - for at sikre, at de også kan få anerkendt deres PTSD som arbejdsskade, selvom diagnosen falder senere end et halvt år efter den traumatiserende hændelse. Det har ministeren ikke svaret på.

 

PTSD

 PTSD betyder posttraumatisk stressforstyrrelse (PostTraumatic Stress Disorder)
- PTSD er en forsinket stressreaktion på svær psykisk belastning
- PTSD kan udløses af truende eller skræmmende hændelser
- PTSD kan udløses af pludselige hændelser og mangel på kontrol 
- PTSD-ramte genoplever ofte den traumatiske situation. I vågen tilstand som flashbacks og i søvne som drømme eller mareridt
- PTSD-ramte er ofte plaget af irritabilitet, søvnproblemer, koncentrationsbesvær og humørsvingninger