Politisk flertal vil sende Folketinget ud i landet

Et flertal i Folketinget ser gerne, at møder i tingets mange udvalg holdes rundt i landet. Folketingets formand bifalder ideen

Foto: Thomas Lekfeldt - Scanpix

Folketingets retsudvalg mødes på rådhuset i Randers, ligestillingsudvalget samles i Odder og socialudvalget træder sammen på rådhuset i Grenaa.

Et flertal i Folketinget lægger ifølge Radio24syv op til at holde udvalgsmøder rundt i landet. 

Bag forslaget står regeringspartiet Venstre samt Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet. De ser gerne, at Folketingets udvalgsmøder bliver lagt på rådhuse rundt om i landet.

- Der er mange borgere, der aldrig kommer i kontakt med deres lokale folketingsmedlem. Ved at vi kom ud i lokalsamfundene, kan vi gøre det lettere for dem. Vi skal have Christiansborg tættere på folket, siger Socialdemokratiets Benny Engelbrecht til radiokanalen.

Udvalgsmøderne skal ligge i enden på eksempelvis studieture, som udvalgene ofte er på. De skal give borgere, foreninger og organisationer mulighed for at foretræde for udvalgene.

Folketingets formand, Pia Kjærsgaard (DF), er glad for tanken.

- Det er en vældig god idé. Det er meget væsentligt, at vi kommer ud af Christiansborg. Vi har en politikerlede, der er alt for høj, siger Pia Kjærsgaard til Radio24syv.

- Det kunne måske mindske spændet mellem borgere og politikere en smule. Men det kan også gøre, at vi i højere grad vil kunne vise folk, hvad de forskellige udvalg rent faktisk laver, siger hun. 

Læs også Lars Boje dropper byrådspolitik: Satser på Folketinget

I dag kan organisationer og foreninger fremlægge problemer og ønsker for udvalg, men det skal ske på Christiansborg. Det begrænser deres muligheder, mener Enhedslisten.

- Problemet ved de her såkaldte deputationer er, at de får et kvarter til at forklare en sag og stille spørgsmål. Men hvis man kommer fra Silkeborg, så skal man rejse 3,5 time herover. Og 3,5 time hjem igen, siger Enhedslistens Christian Juhl og uddyber: 

- Så er der mange, der vil tænke, at det er nok for langt at rejse for den tid. Ved at gøre det systematisk uden for København, så ville der være grupper, der ellers aldrig mødtes med udvalg i Folketinget, der vil præsentere deres sag.