Politisk flertal sikrer national klageinstans til Randers
Forældre og elever kan klage over mobning i en ny national klageinstans, der placeres i Randers. Det har et bredt flertal i Folketinget aftalt
Hvis elever og forældre oplever, at skolen ikke reagerer ved mobning, så kan de fremover klage til en national klageinstans.
Det har Venstre, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, SF og Konservative aftalt lørdag, oplyser Undervisningsministeriet i en pressemeddelelse.
Den nye klageinstans placeres i Dansk Center for Undervisningsmiljø (DCUM) i Randers.
I første omgang skal elever og forældre i folkeskolen indbringe deres klage til kommunalbestyrelsen. Og i friskoler eller gymnasier, skal sagen tages til bestyrelsen.
Hvis ikke forældre og elever får medhold her, har forældrene mulighed for at klage til den nationale klageinstans i Dansk Center for Undervisningsmiljø (DCUM).
Forældrene kan eksempelvis klage, hvis skolen ikke har en antimobbestrategi eller ikke reagerer i konkrete tilfælde med mobning.
Klageinstansen får mulighed for at komme med påbud og sanktioner mod skolerne. Det kan betyde, at der kan blive tilbageholdt tilskud eller i særligt grove tilfælde kan skolerne helt miste tilskud.
Partierne i aftalen forventer dog, at der kun i yderste konsekvens vil blive brugt sanktioner mod skolerne.
Undervisningsminister Ellen Trane Nørby (V) luftede tanken om en klageinstans i september.
Læs også
Den gang fik idéen om en klagemulighed kritik fra blandt andet foreningen Skoler og Forældre. Men forslaget fik også ros fra blandt andet Danske Skoleelever, der var meget begejstrede for forslaget.
Partierne har afsat 2,6 millioner kroner til indsatsen. Pengene kommer i forlængelse af de 42 millioner kroner, der er sat af i satspuljen til at komme mobning til livs.