Politisk blæst om sygehus-byggeri
Venstre er villig til at lade private bygge og eje gigant-sygehus i Skejby. S er imod.
De to store partier i det nye regionsråd for Midtjylland, Socialdemokratiet og Venstre, er uenige om finansiering og ejerskab af det kommende gigant-sygehus i Skejby.
En såkaldt masterplan går ud på at flytte hele det nuværende Århus Sygehus (tidligere Kommunehospitalet, Marselisborg Hospital og Amtssygehuset) ud ved siden af det eksisterende Skejby Sygehus.
Der er tale om den største omlægning af sygehuse i Danmarkshistorien, hvor facit bliver et nyt hospital på i alt 250.000 kvadratmeter.
Til TV 2 / ØSTJYLLAND siger Venstres førstemand i Regionsrådet, Aleksander Aagaard, at han principielt er positiv overfor at lade en privat partner bygge og eje bygningerne.
Den modsatte holdning har den socialdemokratiske formand for Regionsrådet, Bent Hansen. Begge toppolitikere understreger dog, at spørgsmålet i sidste ende skal afgøres af, hvad der bedst kan betale sig.