Politikere vil lukke busruter: - Ikke rimeligt at de skal køre tomme rundt

Modstandere af besparelserne gør klar til en ny kamp

01:25

Regionsrådsmedlem Flemming Knudsen (S) er tilhænger af at spare på busdriften.

Trods 26.000 protest-underskrifter er der formentlig udsigt til, at der i fremtiden kører færre rutebiler i de tyndest befolkede dele af Østjylland.

Politikerne i Region Midtjylland har hevet planer om at spare 40 millioner kroner på den kollektive trafik frem fra skuffen.

Læs også Regionsråds-politiker: Busbesparelser skal af bordet nu

Sidste år mødte planerne massiv modstand blandt en række pendlere, og besparelserne blev derfor midlertidig parkeret. Nu er de dog taget frem igen. Ifølge flere politikere er det nødvendigt at prioritere andre områder højere.

- Det er ikke rimeligt, at kollektiv trafik skal køre med tomme busser, og at vi så skal spare på uddannelse, miljø, kultur og erhvervsudvikling, sådan som vi gør i øjeblikket, siger næstformand i Region Midtjyllands udvalg for regional udvikling Flemming Knudsen (S) til TV2 ØSTJYLLAND.

Et flertal i udvalget foreslår, at flere ruter helt nedlægges over en periode på tre år. De første ruter skal i givet fald nedlægges allerede næste år.

Sidste år undgik Martin Godsk, at den lokale busrute blev nedlagt. Nu ser det ud til, at hans kamp fortsætter.

Aktionsgruppe genopstår

Det er endnu uvist, hvilke ruter der risikerer at blive nedlagt. Sikkert er det dog, at besparelserne kommer til at møde massiv modstand.

Martin Godsk bor i landsbyen Skjoldelev mellem Aarhus og Hammel. Sidste år kastede han sig ind i kampen for at bevare Rute 111, som ifølge ham er en forudsætning for, at landsbyen ikke dør.

Busserne er livsnerven i de små lokale samfund for at folk kan komme på arbejde.

Martin Godsk

Han oprettede dengang facebookgruppen "Bevar vores busser", og efter en længere periode i dvale genoptager han nu protesterne mod Region Midtjylland.

- Aktionsgruppen går i gang igen!, fastslår Martin Godsk over for TV2 ØSTJYLLAND.

- Busserne er livsnerven i de små lokale samfund for at folk kan komme på arbejde.

Læs også Over 400 vil bremse busnedlæggelser: Det er helt ude i hampen

Modstanden fra Martin Godsk og tusindvis af andre pendlere får dog ikke regionsrådsmedlem Flemming Knudsen (S) til at ændre holdning til besparelserne.

- Der er nogle busser, der er bedre besat end andre. Vi har ikke råd til at have en 54 personers bus kørende med seks passagerer. Vi har heller ikke råd til, at borgerne i Hvide Sande og Ringkøbing kører inden for en kommunegrænse i Østjylland, siger han.

Se mere i tv-indslaget øverst i artiklen. Nedenfor kan du se en del af interviewet med regionsrådsmedlem Flemming Knudsen.

03:03 Luk video

Truede ruter

Sidste år arbejde Region Midtjylland med planer om at spare på følgende ruter. Det er dog uvist, hvilke ruter der denne gang er truet.

Rute 75, Bjerringbro - Rødkjærsbro - KjellerupRute 103, Odder - Hou
Rute 104, Horsens - Glud - Snaptun - Juelsminde
Rute 107, Skanderborg - Tebstrup - Gedved - Egebjerg - Horsens
Rute 109, Hørning - Jeksen
Rute 110, Horsens - Brædstrup - Silkeborg
Rute 111, Hinnerup - Sabro - Aarhus
Rute 112, Silkeborg - Sorring - Aarhus
Rute 114, Aarhus - Hammel - Viborg
Rute 116, Galten - Sabro - Aarhus
Rute 200, Hammel - Hinnerup
Rute 212, Ebeltoft - Ryomgaard
Rute 213, Randers - Vivild - Fjellerup - Glesborg - Grenaa
Rute 220, Horsens - Uldum - Ølholm - Tørring
Rute 221, Hornslet - Voldum - Raderup
Rute 230, Nørbæk - Fårup - Bjerregrav - Kousted – Ørrild - Randers
Rute 302, (Aarhus - Beder - Byager) - Malling - Nordsminde - Odder
Rute 311, Skanderborg - Ry - Silkeborg
Rute 351, Grenaa - Ebeltoft
Rute 502, Brædstrup - Skanderborg
Rute 914, Aarhus - Hammel - Viborg