Politikere uvidende om påbud: Nu skal de underrettes

Sidste år fik Børne- og familieafdelingen i Norddjurs Kommune et påbud, men kommunalbestyrelsen fik ikke besked. Nu vil de ændre proceduren.

Kommunalpolitikerne i Norddjurs Kommune bør oplyses, når en af kommunens afdelinger modtager et alvorligt påbud, mener Mads Nikolajsen (SF).

Den 5. juni 2018 modtog Børne- og familieafdelingen i Norddjurs Kommune et påbud fra Arbejdsstyrelsen.

Her står der blandt andet, at medarbejderne ”hele tiden overskrider lovkravene i forhold til fristerne i deres sager, hvilket beskrives som hårdt set i lyset af det store ansvar, de sidder med i forhold til familierne og børnene”.

Læs også Udsatte familier ladt i stikken: Der er ikke tid til at overholde loven

Det var først her et år efter, at formanden for Børne- og ungdomsudvalget fik besked om påbuddet.

- Det var da dårligt, at jeg ikke var informeret, fordi jeg havde prøvet at få belyst arbejdsvilkårene siden eftersommeren 2018. Og så hele den periode havde der ligget de påbud, fortæller byrådsmedlem i Norddjurs Kommune og formand for Børne- og ungdomsudvalget Mads Nikolajsen (SF) til TV2 ØSTJYLLAND.

Arbejdsmængden for socialrådgiverne på Børne- og familieafdelingen i Norddjurs Kommune er så høj, at de ikke kan overholde lovpligtige tidsfrister. Foto: Google Maps

Mads Nikolajsen blev først gjort opmærksom på problemerne med arbejdspresset i Børne- og familieafdelingen, da Dansk Socialrådgiverforening med opbakning for DJØF, HK og BUPL sendte et bekymringsbrev til hele kommunalbestyrelsen.

Fagforeningerne mener ikke, at problemerne bliver taget alvorligt af ledelsen.

- I sidste ende går det ud over de udsatte børn og unge i Norddjurs Kommune, og det går især ud over dem, som ikke når at få hjælp i tide, fortæller Trine Quist, som er regionsformand i Dansk Socialrådgiverforening i Region Nord.

01:37

VIDEO: Det er vigtigt, at de børnefaglige undersøgelser bliver overholdt inden for tidsfristerne, fortæller lektor ph.d. Caroline Adolphsen fra Aarhus Universitet.

Luk video

Det er sjældent at fire fagforeninger går sammen for at råbe politikerne op.

- Det er en samlet forvaltning, der stiller sig op og siger, vi anerkender, at de her socialrådgivere ikke kan udføre deres arbejde inden for loven. Det har jeg ikke set før, fortæller jurist og lektor ph.d. fra juridisk institut på Aarhus Universitet Caroline Adolphsen.

Børne og familieafdelingen bløder, og det er vores ansvar, og der har vi en opgave, og der er brug for, at vi bliver bedre og informeret.

Mads Nikolajsen (SF), formand, Børne- og ungdomsudvalget, Norddjurs Kommune.

Politikere vil informeres

I Norddjurs Kommune bliver politikerne kun informeret, hvis det handler om bevillinger eller store forandringer. Ellers er det embedsmændene i kommunen, der får besked og står for at videreformidle de relevante oplysninger.

- Børne og familieafdelingen bløder, og det er vores ansvar, og der har vi en opgave. Der er brug for, at vi bliver bedre og informeret, sagde Mads Nikolajsen (SF) til sidste byrådsmøde i Norddjurs Kommune.

Mads Nikolajsen (SF) vil have besked fra forvaltningen, hvis kommunen modtager et alvorligt påbud.

Her stillede han forslag til, at der blev udbedret nogle retningslinjer, så de relevante udvalg får at vide, når Arbejdstilsynet giver et påbud til institutioner i kommunen.

- Det her er så markante alvorlige påbud, og det er i en afdeling, som er under pres. Den er vigtig for udsatte børn og familier og for Norddjurs´ økonomi, da de håndterer anbringelser, fortæller Mads Nikolajsen til TV2 ØSTJYLLAND.

Men det var ikke alle politikere enige i.

- Jeg mener ikke, at vi skal informeres om påbud. Bevillingssager og store forandringer, så skal vi informeres om det. Vi har en organisation, som bliver informeret, og det har jeg det fint med som politiker, sagde Kasper Juncher Bjerregaard (V) til byrådsmødet den 18. juni 2019.

Det er embedsmændene i forvaltningen og borgmesteren, der giver informationer videre til kommunalpolitikerne i Norddjurs Kommune. 

Andre kommunalpolitikere bakkede op om forslaget.

- Jeg synes, det er rimelig alvorligt, når vi får et påbud i organisationen. Det synes jeg også kunne være rart, at vide noget om. Vi står som folkevalgte, og hvem får tæskene ved købmanden. Der bliver man stillet til ansvar. En smileyordning vil være helt perfekt og den vil vi bakke op om, sagde Lars Pedersen (S).

- Vi har åbenbart svært ved at overholde loven, påpegede Ulf Harboe fra Enhedslisten.

Politikere får besked i alvorlige sager

Borgmester Jan Petersen (S) mente ikke, at politikerne behøver at vide alt, men der er alvorlige sager, hvor det vil give mening, at de bliver oplyst omkring det.

- Jeg er enig i, at der er rigtig meget, vi ikke behøver at vide. Og der er meget, hvor vi har tillid til ledelsessystemet og samarbejdssystemet noterer det. Men der kan være alvorlige ting, udover bevillingssagerne, sagde Jan Petersen (S) til byrådsmødet.

Borgmester Jan Petersen (S) vil i Norddjurs Kommune indføre en praksis, så kommunalpolitikerne bliver informeret, hvis man i kommunen modtager et påbud af alvorlig karakter.

Han kom derfor med et forslag, som læner sig op ad Arbejdstilsynets smileyordning.

- Jeg vil have det ud af en politisk tvist og over i et objektivt fundament, hvor det er alvorlige sager og ikke alt det andet. Og det kan man anvende og læne det op ad smileyordningen i tre forskellige grupper, sagde Jan Petersen (S).

Det blev herefter godkendt af kommunalbestyrelsen, at forvaltningen udarbejder et forslag til retningslinjer baseret på Arbejdstilsynets smileyordning.

Læs også Tidligere socialrådgiver om sladreordning: Kritikken bliver nedtonet

Mads Nikolajsen (SF) er tilfreds med udfaldet om, at man fremover vil informere omkring alvorlige påbud.

- Det er godt. Vi skal jo heller ikke som politikere drukne i oplysninger om påbud, fortæller han til TV2 ØSTJYLLAND.

Seneste påbud som afdelingen har modtaget er en fristforlængelse til august. Du kan se video fra byrådsmødet her. Information om påbud er punkt nummer 39.

En moderne kommune er en stor forretning med tusindvis af ansatte og milliardbudgetter. Det kan man ikke som kommunal-bestyrelsesmedlemmer eller borgmester holde øje med. Der er man fuldstændig afhængig af sine embedsmænd.

Roger Buch, chefforsker, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Ingen præcise regler i kommunerne

Ifølge chefforsker Roger Buch fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole så er der ingen faste regler for, hvornår, hvor hurtigt eller hvor meget politikerne skal have at vide fra embedsmændene i en kommune.

- En moderne kommune er en stor forretning med tusindvis af ansatte og milliardbudgetter. Det kan man ikke som kommunalbestyrelsesmedlemmer eller borgmester holde øje med. Der er man fuldstændig afhængig af sine embedsmænd, siger Roger Buch til TV2 ØSTJYLLAND.

Vigtige informationer bør komme helt af sig selv i en kommune til politikerne, mener Roger Buch.

Det er borgmesterens ansvar, at sørge for at hans embedsmænd klæder kommunalbestyrelsen ordentligt på. Der må ikke være nogen hensyn. En positiv vurdering skal komme lige så hurtigt frem som en negativ vurdering.

Roger Buch, chefforsker, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Men det er vigtigt, at kommunalpolitikerne får den information, de skal have.

- Det er borgmesterens ansvar, at sørge for at hans embedsmænd klæder kommunalbestyrelsen ordentligt på. Der må ikke være nogen hensyn. En positiv vurdering skal komme lige så hurtigt frem som en negativ vurdering, fortæller Roger Buch.

Her skal embedsmændene ikke have nogle hensyn – udover et stift fokus på sagen, det faglige og saglige, fortæller Roger Buch.

Det bør få forvaltningen til at overveje, hvilke informationer man videregiver på andre områder. 

Roger Buch, chefforsker, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

I forhold til de nye retningslinjer, hvor politikerne i Norddjurs fremover vil blive informeret i alvorlige sager, så burde det ikke være nødvendigt at påpege, fortæller kommunalforskeren.

- Det burde være naturligt og komme helt af sige selv, at de får de informationer hurtigst muligt. Men når man har en sag, hvor de ikke føler, at de har fået informationerne, så kan man gøre som i Norddjurs.

Læs også Socialrådgiver: Personlig hetz er en del af dagligdagen

Samtidig mener Roger Buch, at forvaltningen bør overveje, om reglerne også skal implementeres i de andre afdelinger.

- Det bør få forvaltningen til at overveje, hvilke informationer man videregiver på andre områder. Det her kan være med til, at man strammer op andre steder, siger kommunalforsker Roger Buch.