Politikere: Udvid E45!

Bred opbakning til udvidelse af motorvej i direkte valgdebat på TV2OJ

14:56

1 af 2

Der var bred opbakning til en udvidelse af Motorvej E45, da repræsentanter for samtlige opstillede partier tirsdag aften deltog i en direkte valgdebat på TV 2 | ØSTJYLLAND.

Under debatten fra en motorvejsrasteplads ved Ejer Bavnehøj støttede politikerne fra alle partier bortset fra Alternativet og Enhedslisten en udvidelse af motorvejen.

Da en fuld udvidelse tager en årrække at få gennemført, ønsker Venstres Michael Aastrup Jensen sig en udvidelse af motorvejen i to etaper:

- Først skal vi have åbnet nødsporet, så vi får afhjulpet problemet midlertidig. Vi kan sagtens presse Vejdirektoratet til en hurtig løsning. Det kræver bare politisk lederskab.

Se: Alternativet: Flere cykelstier

- Den anden ting er, at vi skal have fundet en varig løsning med tre spor i hver retning fra Randers og ned til Vejle. Det kræver bare, at vi til de næste forligsforhandlinger om det her siger, at det er nødvendigt, fastslog Michael Aastrup Jensen.

Også SFs Kirstine Bille ønsker sig en udvidelse af E45. Hun understeger dog, at ekstra asfalt aldrig må stå alene, når de trafikale udfordringer skal løses:

- Det står ikke alene at gøre noget ved E45. Vi er nødt til at gøre noget ved den enkeltmandskultur, der sidder herude i hver enkelt bil og kører i lange, lange rækker. Vi skal have folk samlet på den ene eller anden måde i kollektiv transport.

EKSTRA: Se tv2oj.dk's valgtema

Dansk Folkepartis Kim Christiansen glæder sig over, at der tilsyneladende tegner sig et bredt politisk flertal i forhold til en udvidelse af E45.

Han håber, at det nye folketing vil gå i gang med at realisere planerne, når det træder sammen efter sommerferien:

- Der skal jo et flertal til. Og når nu alle står her med hænderne i vejret, så glæder jeg mig rigtigt meget til, at vi skal mødes til den nye folketingssamling. Problemet er jo løst. Nu skal vi bare finde nogle penge til det, siger Kim Christiansen.

Se diskussionen om en udvidelse af E45 i videoen øverst i artiklen.