Politikere uden indflydelse
Kan ikke styre arbejdsmarkedet
Vækst og beskæftigelse fylder meget i de lokale valgkampe - men det er ikke den store indflydelse de lokale politikere har på antallet af arbejdspladser i kommunen, mener en ekspert.
- Det er ganske begrænset, hvor stor indflydelse de lokale politikere har. Det lokale arbejdsmarked er meget afhængigt af, hvad der sker på de nationale og internationale markeder, og hvad der bliver taget af nationale politiske initiativer, siger arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet, Thomas Bredgaard til DR Østjylland.
Der er dog stor forskel på, hvor mange arbejdspladser de østjyske kommuner har mistet, viser tal fra Danmarks Statistik. Favrskov og Skanderborg har kun mistet to procent af arbejdspladserne mellem 2009 og 2012, mens Randers og Silkeborg har mistet ni procent i samme perioden.
Thomas Bredgaard mener dog ikke, at forskellene kan tilskrives den måde, hvorpå politikerne har ledet kommunerne.
- Det er meget ofte en række andre faktorer, der kan forklare den lokale beskæftigelses udvikling, siger han.
Thomas Bredgaard har dog et bud på, hvorfor de lokale politikere går så meget op i beskæftigelse under denne valgkamp.
- Vælgerne er formentlig meget optaget af, hvordan der skabes lokal vækst og beskæftigelse. Det er så bare et område, hvor politikerne har svært ved at levere varen, fordi det afhænger af en række andre forhold, der er uden for lokalpolitikernes rækkevidde, siger han.
Kilde: DR Østjylland