Politikere: Straf forældrene!

Angreb på dørmænd skal have konsekvenser

Bünyamin Simsek (V) vil ramme forældrene til gerningsmændene, hvis det viser sig, at de er under den kriminelle lavalder. På billedet ses en udbrændt container, som blev sat i brand for at lokke politiet til Bispehaven inden angrebet på natklubben i Midtbyen.

Angrebet på aarhusianske dørmænd natten til søndag skal have konsekvenser for gerningsmændene - og hvis voldsmændene er under den kriminelle lavalder, bør det have konsekvenser for deres familier.

Det mener to af de mest indlydelsesrige aarhusianske byrådspolitikere, borgmester Jacob Bundsgaard (S) og Venstres borgmesterkandidat, Bünyamin Simsek.

Hvis det viser sig, at gerningsmændene er under 15 år og dermed ikke kan straffes, bør forældrene rammes økonomisk, fastslår Simsek.

- Jeg mener, at vi som kommune bør bruge det redskab, når vi finder ud af, hvem det er. Hvis det er børn og unge under den kriminelle lavalder, bør man fx ramme forældrene på pengepungen gennem børnechecken og gennem det sociale system igennem anbringelser og tvangsfjernelser meget hurtigt, siger Bünyamin Simsek til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Op til de sociale myndigheder

Borgmester Jacob Bundsgaard understreger, at det endnu ikke er opklaret, om gerningsmændene er under den kriminelle lavalder.

Er de det, er det dog muligt at ramme forældrene økonomisk, fastslår han.

- Vi ved ikke, om der er tale om unge under den kriminelle lavalder. Er der tale om det, så er det et spørgsmål, de sociale myndigheder skal tage sig af. En af de muligheder vi har allerede i dag, det er at straffe ved at fjerne nogle af børnepengene, siger Jacob Bundsgaard.

Dørmand slået med brosten

I forbindelse med overfaldet på natklubben Castenskiold blev en dørmand slået i hovedet med en brosten. Han blev senere behandlet for sine skader på sygehuset.

Ifølge Østjyllands Politi skyldes overfaldet formentlig, at unge af anden etnisk oprindelse end dansk søgte hævn for tidligere at være blevet afvist af dørmændene.

Overfaldet er det andet af sin art i Aarhus på blot to uger. Natten til fredag den 17. maj blev en dørmand på natklubben Zenza slået ned med køller, da cirka 10 maskerede unge stormede stedet. Efterfølgende kastede de en brændende fakkel gennem klubbens glasfacade.