Politikere på tværs glæder sig over udvidelsesplaner på E45

Socialdemokratiets transportordfører ser positivt på aftalen mellem regeringen og Dansk Folkeparti.

Det kan muligvis blive nemmere at overhale lastbilerne på motorvejen i fremtiden. Foto: Claus Bonnerup - Ritzau Scanpix

Godt nok havde Socialdemokratiet ikke sat deres stempel på den aftale, som regeringen og Dansk Folkeparti præsenterede onsdag.

Alligevel ser partiets transportordfører Rasmus Prehn positivt på den aftalen, der blandt andet indeholder planer om at udvide E45 fra Aarhus Syd til Aarhus Nord, så der fremover kommer seks spor i stedet for fire.

Læs også Overblik: Se de østjyske veje som regeringen og DF vil bruge penge på

- Der er nogle gode takter i aftalen. Vi er glade for, at det er en langsigtet plan, som er lagt. Men vi havde gerne set, at der var lavet et bredere samarbejde fra regeringens side, så det ikke kun var Dansk Folkeparti, der var med, siger han og fortsætter.

Her kan du se, hvor regeringen og Dansk Folkeparti gerne vil gøre noget ved de østjyske veje.

- Der er rigtig meget af planen, som vi kan se os selv i. Faktisk er meget af den lancerede plan en del af vores egen plan. Det er projekter, som skal laves uanset hvad. Derfor synes jeg, partierne skal være sammen om det her, siger han.

Spilder tiden omkring Aarhus

En af dem, der til gengæld har siddet med ved bordet, da der skulle tegnes streger til de nye motorveje og jernbaner, er Kim Christiansen, som er trafikordfører hos Dansk Folkeparti.

Han peger specifikt på, at problemerne er meget store på motorvejen fra Aarhus Syd til Aarhus Nord.

Problemerne er så store, at vi spilder tiden, når vi er på vejene.

Kim Christiansen, transportordfører i Dansk Folkeparti

Derfor er det en prioritet for regeringen og Dansk Folkeparti, at arbejdet her startes som det første.

- Der er vigtigt, at der skal udvides, fordi der er en voldsom trængsel rundt omkring Aarhus. Derfor bliver det også første etape, som vi vil tage fat i at udvide, siger han og tilføjer.

Seks spor på motorvejen omkring Aarhus kan blive fremtiden, hvis det står til regeringen og Dansk Folkeparti.

- Problemerne er så store, at vi spilder tiden, når vi er på vejene. Som regeringen også gør det, sigter vi også efter, at transporten skal være grøn i fremtiden. Men vi bliver også nødt til at få lukket vores veje op. Ellers går vores samfund i stå.

Står det til regeringen og Dansk Folkeparti, så er udvidelsen af E45 fra Aarhus Syd til Aarhus Nord færdigt allerede i midten af 2020.